Michael har i årevis ønsket sig at komme på kanotur, så denne lille 3 dages “get away” ved kanten af Gudenåen, er faktisk sidste års bryllupsdagsgave fra mig til ham.
Vi har vores helt nye gasgrill med. Det er faktisk også en bryllupsdagsgave fra sidste år. Vi skal prøve at grille nogle nakke-skiver fra en dåhjort. På afrejsedagen fik jeg endelig taget mig sammen til at finde en slagter, der ville skære den frosne nakke-steg i skiver på sin båndsav. Det har været planen lige siden Michael kom hjem med to(!) hjorte i bagagerummet, hvor sæderne var lagt ned for at få plads nok.
De fleste jægere kan regne ud i forhold til jagtsæsonen, at den dåhjort ikke er fra i år. Jeg kan så røbe at den heller ikke er fra sidste år… For hverken Rom eller noget som helst andet, bliver bygget på én dag hjemme hos os!! På det punkt ligner vi vist mange andre par. Livet ruller derudaf, modsat bankkontoen bliver kalenderen fyldt helt af sig selv! Årstiderne skifter, en ny jagtsæson begynder og pludselig er der gået næsten et år!
Men helt mirakuløst var denne weekend fuldstændig tom!! Så det var kalenderen og bestemt ikke vejrudsigten der var afgørende for at vi kom afsted.
Der er sikkert mange gode grunde til at Danmark er ikke rigtig passer til spontane overnatninger i naturen, for folk som os med tagtelt på bilen. Camping på offentlige arealer er ikke tilladt. På Skov- og Naturstyrelsens shelterpladser er der ikke adgang for biler for at undgå autocampere og de mange muligheder for autocampere er ofte på asfalt. Så er der kun de etablerede campingpladser tilbage hvor man ligger side om side med alle andre. Been there, done that.
Men vi er så heldige at kende nogen, der kender nogen, der vil dele deres private, naturskønne omgivelser med os.
Og vi er blevet ret gode til at pakke til de her ture hvis vi skal sige det selv. Dvs. jeg pakkede, mens Michael var på arbejde. Jeg har ofte gang i syv ting ad gangen, når jeg pakker og er før kommet afsted med alt til fælles brug, men uden min egen bagage! Jep! Ingen skiftetøj eller toiletsager… Men denne gang huskede vi vist alt. Bortset fra at spørge vores vært til toiletfaciliteterne… Først på selve dagen kom jeg i tanke om dilemmaet mellem enten at skulle have os rendende hele tiden, eller den ikke så elegante løsning, at gæsterne skal grave huller til formålet rundt i hegnet på deres private grund!
Men det hele løste sig da vi blev introduceret til det fine 5-stjernede muld-toilet med den flotteste udsigt over markerne og det faktum, at jeg faktisk havde husket toiletpapir.
Der skal ikke mange ting til for at gøre sådan en tur til en succes og jeg vil se om jeg kan få lavet et lille skriv om det, men når det gælder Michael, kommer man langt med Trangia, kaffe, øl og en Thermacell til at holde myggene væk. Han går sjældent nogen steder i naturen uden den!
Men denne gang har jeg også gjort væsentlig mere ud af maden end de sædvanlige færdigretter: Jeg har marineret to skiver dåhjort med frisk hvidløg, rosmarin og timian fra haven, chili, olie og soya og lavet kartoffelsalat til. Jeg har plukket jordbær og lavet vaffeldej som vi kan stege som sprøde pandekager på en stegeplade på grillen til dessert. Og jeg har pakket vin og snacks og lavet dej til at bage frisk morgenbrød på grillen!
Det er på ingen måde en overlevelsestur, eller måske er det præcis det det er…
De sidste måneder har været følelsesmæssigt intense for os begge. Jeg har fået lov at følges med en ven på den sidste del af livets rejse. En smuk, men også en hård og meget rå og virkelig rejse. Og forleden fik vi sagt det sidste farvel.
Jeg trængte til at komme væk og give tankerne og kroppen lov til at omstille sig til at der nu begynder et nyt og anderledes kapitel. Døden og tabet af én vi holdt af, efterlader os begge med stærk fornemmelse at livets skrøbelighed og en dyb taknemmelighed for at vi har livet og lyset og at vi har hinanden.
Men i de sårbare øjeblikke er der ikke langt fra taknemmelighed til bekymring og angst for selv at miste. Frygten for at miste min bedste ven, og den der får familien til at hænge sammen, er virkelig. Det er en bekymring som kan opsluge glæden over livet sammen med dem jeg faktisk har.
Uanset om man tror på alt hvad der står i Bibelen eller ej, er der gemt nogle skatte af sandhed i den, som er værd at lægge mærke til. En af dem jeg særligt er i kontakt med lige nu, er der hvor Jesus siger, at det at kigge på fuglene og blomsterne er et godt modsvar til bekymring. Så det er det vi gør i den her weekend!
To overnatninger med tagteltet på en mark ned til Gudenåen. To ture i kano blev det til. Hvilken ro og skønhed! Så mange gule åkander ligger som kæmpe-smørblomster i vandet og enkelte af de smukkeste hvide åkander. De hyggelige ænder og majestætiske fiskehejrer er ikke et sjældent syn, når vi lige så stille glider gennem vandet i vores knirkende kano. Og en håndfuld gange har vi set den skarpe blå farve på ryggen af de sky isfugle, når de synes vi kommer lidt for tæt på.
De er proaktive og reagerer på deres omgivelser, men jeg vil vædde med at ingen af dem bruger en masse energi på at bekymre sig om i morgen…
Det langsomme liv er godt for sjælen. Den eneste action var da Michael var ved at miste kasketten i kampen mod en myg! Flere gange har Michael mindet mig om at vi ikke skal nå noget. Vi skal bare være. Lige her. Både da vi skulle ud ad døren derhjemme og når vi sidder under udhænget af tagteltet i ly for regnen og prøver at stykke et par madder sammen til frokost, mens vandet til kaffen koger på trangiaen. Det hele er lidt mere besværligt, men det er ok at ting tager tid. For der er ikke noget vi skal nå. Bare nyde at vi har livet og lyset og hinanden.
Det var regnen der bestemte hvornår vi gad stå op om morgenen og hvornår det var tid til en middagslur. Når jeg skal op på arbejde glemmer jeg helt at nyde de lange sommeraftener, hvor man kan sidde ude til efter 22.30 uden at det bliver mørkt. Et bål er den mest fantastiske undskyldning for at lave absolut ingenting og bare nyde livet med min bedste ven.
Der bliver sagt og skrevet meget om “mental health”. Michael har aldrig lagt skjul på at det i høj grad også er den effekt af det at gå på jagt, der motiverer ham til at komme afsted. Også selvom han ikke skyder noget eller når han egentlig har skudt det, der kan være i fryseren.
Naturen gør noget godt og livsvigtigt ved ham. Og mig. Bare for en tid at blive stille og lytte til noget andet, end det der larmer højest inde i hovedet. Eller måske netop blive så stille at man kan mærke hvad der foregår på indersiden. At vågne op i tagteltet til lyden af regnvejr, gøgens kukken og en blandet symfoni af fuglesang, er den bedste medicin for sjælen jeg kan forestille mig.
Måske er det bedre at komme afsted ud i naturen lidt kortere men mere regelmæssigt, som fx jævnligt at komme på jagt, end at nå til det punkt, hvor man har brug for en mental overlevelsestur. Jeg tror vi kan nå at kigge efter en buk mere, inden bukkejagten er forbi. Ikke for fryserens, men for sjælens skyld.
