Allerede inden vi tog afsted fra Danmark havde vores portugisiske kontakt Miguel skrevet at han havde planlagt jagt på bekkasiner. Michael fandt en video på YouTube for lige at orientere sig og sagde med stille stemme: ”Jeg tror du kommer til at se mig presset!” For i det pågældende klip hævdede de at bekkasiner er den hurtigste jagtbare fugl i verden…
Siger man navnet Bekkasin flere gange efter hinanden, har det noget rytmisk over sig. Som en slags dans. Og efter at have set dem i aktion, blev vi enige om at det måske beskriver det meget godt, for de zigzag’er lige så hurtigt gennem luften som bagdelen på en salsa-danser! Når man udtaler det det engelske navn Snipe kan man næsten fornemme farten. Som et svirp med et viskestykke man ikke havde set komme. Godt at den lille vadefugl ikke gør ondt, men bare er hurtig.
Men havde jeg gjort min research inden turen, ville jeg have vidst at bekkasinen også på en anden måde er lidt særlig. Det viser sig at den yderste del af næbet kan nemlig åbnes separat, som en slags læber. Og det fænomen gad jeg godt have undersøgt lidt nærmere, når jeg nu havde den i hånden.
Selvom han ofte foretrækker jagt uden trofæer, og bare går efter den simple eller anderledes naturoplevelse har bekkasinjagt aldrig været på Michaels radar. Mest fordi han ikke har adgang til jagt på våde engområder, hvor bekkasinerne trives bedst. Dertil kommer at der er to typer bekkasiner. Ja faktisk er der tre, men den tredje og største af dem hedder noget helt andet. De to andre kaldes enkelt- og dobbeltbekkasin på grund af længden af næbet og størrelsen på fuglen, og der er kun jagttid på dobbeltbekkasinen. Så skulle der lette én, er den ofte væk inden man har taget stilling til om der skal skydes. I Portugal må man jage dem begge.
Hård fysisk træning
En plan der virkede
Inden de fandt den rigtige strategi for at afsøge terrænet, blev der skudt lidt huller i luften og stemningen var … lad os bare sige fokuseret! Fuglene var simpelt hen for hurtige! Michael, Miguel og Miguels ven Nuno, havde spøgt med risikoen for at jeg ville opleve tre voksne mænd græde. Miguel har jaget bekkasiner siden han var dreng, så vores lille jagtselskab knækkede forholdsvis hurtigt koden.
Det mest effektive var nemlig ikke at drive marken igennem på en lige linje, når man ikke jager med stående hund, så man kan komme helt tæt på fuglen. Den store udfordring når fuglene lettede i retningen væk fra skyttekæden, var bekkasinens karakteristiske flugt i zig zag fra side til side. En måde at kompensere på var at benytte haglpatroner i størrelse nr. 9 i stedet for 4-7 som ofte anvendes til fuglejagt, for at opnå større tæthed af haglsværmen.
Men dermed var der stadig ingen garanti for at ramme. Alt hvad Michael har lært om foranhold når det gælder fasaner, der også har en frisk acceleration når de letter, skulle groft sagt ganges med to på grund af bekkasinens hastighed.
En anden idé, som viste sig at have overraskende god effekt, var at gå i en bue der svingede frem i den ende, så den yderste skytte gik lidt foran linjen af hunde og mænd. På den måde gav det gode muligheder for skud til de fugle, som lettede og fløj væk fra os andre i kæden. Med den vinkel, var skytten mindre udfordret af fuglenes skiftende retning. Den plads endte heldigvis med at blive Michaels.
Men det betød også at jeg måtte bytte min komfortable placering på en tør markvej med Michaels hårde muddervandring, så jeg også kunne gøre lidt nytte som driver og ikke bare lege fototurist. Men selvom skytterne var virkelig koncentrerede og terrænet var udfordrende for alle, inklusive hundene, var der rige øjeblikke med smil, latter, action, ”high fives” og drillende bemærkninger.
Snuder på arbejde
Det var ikke den letteste opgave for en hundesnude at finde de nedskudte bekkasiner, især ikke hvis de landede i et hjulspor og blev dækket af vand. Fuglen i sig selv bærer ikke meget fært og vandet var i øvrigt fyldt med både levende og halvspiste krebs efterladt af de store flokke af storke, der nyder godt af de rigelige mængder af skaldyr.
På vejen til jagtområdet, så vi lange rækker af pæle med el-kabler, pyntet med hver deres storkerede. Vi fortalte stolt at storken er vores tidligere nationalfugl. Men fordi bestanden i Danmark nu er så lille, er det ikke ualmindeligt, at det kommer på de nationale nyheder, når der endeligt er et storkepar der yngler. Miguel svarede hurtigt at vi må få dem alle sammen og at han gerne skal levere dem personligt! Deres udfordring med storkene ligner, den vi herhjemme kender fra skarv. Fuglene er fredet og lever i så store flokke at de skider alt ihjel i de områder de holder til.
Overraskelser i terrænet
En af de bekkasiner Michael skød, faldt på den anden side af en kanal og vi måtte kalde på hjælp fra hund og mand til at finde den. Først gjorde Nuno forsøget med at krydse kanalen og blev stoppet midt i sit spring fordi støvlerne sad indiskutabelt fast i det dybe bløde ler! Men han kom fri og fik sin hund til at søge efter den faldne fugl.
Det tog lidt tid, så Miguel kom hen og ville hjælpe med sine to hunde. Da jeg viste ham hullerne efter Nuno’s gummistøvler, kaldte han drilsk Nuno en “lille blomst fra byen” og fortsatte kækt over kanalen… for derefter grinende at måtte bede Nuno om hjælp til også at komme fri igen!
Men mens vi fjollede rundt, var hundene fortsat på arbejde! Den ene fandt fuglen og den anden sad ret insisterende og peb ved et stort vandrør, der gik under diget med markvejen.
Ingen af os forstod hvad den ville, før der spurtede en ræv ud af røret på den anden side! Jeg stod i vejen for et hurtigt skud, og selvom jeg instinktivt satte mig ned, var ræven allerede uden for skudhold og nåede i sikkerhed. Det gik aldrig helt op for hønsehunden Scott, hvad der lige var sket og han ville ikke opgive sin rævejagt. Så vi havde et hyr med at forhindre ham i at kravle ind og sidde fast i røret, som han var alt for langbenet til.
Uden mad og drikke…
Da vi var HELT færdige på flere måder, serverede jordejeren og hans kone tapas med brød, ost og skinke med de lækreste hjemmedyrkede og hjemmesyltede oliven, en skøn portugisik gryderet efterfulgt af en chokolademousse fra en anden verden! Det fortjente virkelig at blive dokumenteret, men vi var simpelthen for udmattede til at tænke på at tage billeder, og vi ramte puden allerede inden kl. 18 den aften med summende benmuskler og et smil på læben.
Elleve skudte og otte fundne fugle i alt blev det til på en anderledes udfordrende jagtdag med både overraskende spænding og lidt uplanlagt underholdning. Mens vi vader igennem rismarkerne i støvregnen, udbryder Michael: ”Det her er fantastisk! Men jeg ville aldrig selv have valgt en jagt som den her!”
Kendt eller ukendt?
Man har nok en tendens til at vælge det klassiske eller det man kender. Hvis man får muligheden for at prøve en anderledes jagt eller jagtform, uanset om det er ude eller hjemme, så grib den! Du kan blive overrasket over det simple eller det anderledes udfordrende. Oplevelsen her blev nok heller ikke dårligere af at han også kan håndtere et haglgevær og at det lykkedes at ramme 5 af de 11 små fjerklædte luft-ninjaer!
Set fra mit perspektiv er det alt sammen en del af belønningen for at være nysgerrig på verden. Vi er heldigvis enige om at jagtrejser skal kunne lidt af hvert. Der skal være plads til både det planlagte og spontane. Man skal forhåbentlig høste frugten af de mange timers træning, og man skal opleve og lære noget nyt. Vi elsker begge mødet med nye mennesker og en anderledes kultur. Turen til Portugal havde det hele, og vi er kun få dage fra at gentage successen!
Kan ikke vente med at se hvad Portugal har til os denne gang!
