Min første buk skudt med bue
Efter 4 år, hvor riflen har stået i skabet, lykkedes det endeligt, at få min første buk med bue.
Jeg lagde hårdt ud med at være på jagt 5 dage fra 16 Maj. Ugen efter var jeg afsted 3-4 gange uden at se en eneste buk og var ved at være ret mismodig. Jeg tog et smut til Fyn på jagt og måtte sande at min tålmodighed var sluppet op, da en buk trådte ind på reviret på ca. 160 m. Der var 10 min. til lukketid og jeg gik lidt i panik da den på 100 m vendte om og gik væk fra mig igen.
Jeg løb til bilen efter riflen og tilbage igen og skød bukken på 155 m. Så var der kød i fryseren og lidt ro i sindet igen. Men dog lidt et nederlag, at måtte tage riflen i brug. Derfor besluttede jeg, kun at tage buen med på resten af bukkejagten.Den 2. Juni ville jeg bare lige ud at sidde, en god times tid, på et revir tæt på Saksild hvor jeg bor. Vi var alle trætte efter at have været i Århus og heppe på min seje kone, der løb halvmaraton.
Terrænet
Da jeg kom til stykket, kunne jeg se, at der var helt friske fejninger og smilet bredte sig, sammen med det voksende håb, om i det mindste at se en buk. Perioden på 14 dage, med det dejlige og varme sommervejr, gjorde bukkene inaktive så de ikke viste sig en eneste gang, før vejret blev lidt køligere. Jeg satte mig under en meget stor og smuk eg, hvor kronen næsten nåede jorden, hvilket var en fantastisk hule for en buejæger at sidde skjult i. Jeg tjekkede de nederste grene og fandt tydelige fejninger to steder (grenene i venstre side af billedet). Det var lige ud for de to skyde vinduer jeg havde fra hulen. Jeg nød aftenen og blev underholdt af en due der baskede rundt i egen over mig. Aftenen gik og jeg holdt ofte øje med tiden, mens det ebbede mod solnedgang.
Bukken
Pludselig kom bukken løbende fra venstre side af marken og drejede ind på det lille stykke eng, hvor de store smukke ege stod lidt spredt. Den drejede og løb med front hen mod mig. De fine hvide sprosser lyste op i det sidste dagslys og bukken stoppede op under egen foran mig og fejede på det ene sted af de grene, hvor jeg havde set fejninger inden jeg kom på plads. Så kunne jeg godt gætte, hvor den ville stoppe næste gang for at feje og det var for enden af min pil, som på billedet, ca. 3m væk. Jeg kunne rigtigt se opsatsen, idet den bøjede hovedet, for at komme under de lavthængende grønne blade. Nøj, hvor var der tryk på blodet i hovedet. De høje dunk dunk dunk i mine ører, pga. af blodtrykket, overdøvede næsten den høje raslen fra bukken, der nu løb gennem de tørre egeblade, hen mod fejningen foran mig. Efter jeg er begyndt at gå på buejagt, er skudchancerne er blevet færre end da jeg havde riflen med og situationen kan blive ret intens, fordi dyret skal helt ind på ca. 20 m. Jeg har opdaget at det simpelthen er nødvendigt, bevidst at flytte opmærksomheden fra opsatsen til selve dyret, hvis ikke bukkefeberen skal tage fuldstændigt overhånd! Og det virker!
Skuddet
Bukken stoppede op, som jeg havde gættet på og fejede løs. Jeg var bange for at den ret hurtigt ville få fært og trak buen, selvom skudvinklen ikke var hel optimal. Den tog lige et par skridt frem, drejede lidt og så viklen var en smule spids med front mod mig. Mens den fejede, slap jeg pilen og det gav et højt smæld da pilen ramte. Bukken drejede rundt og forsvandt mellem de store ege og ind i en stort område med tæt gyvel. Så begyndte bukkefeberen at brede sig og filmen fra skudøjeblikket begyndte at køre i hovedet. Jeg kunne ikke høre bukken faldt og turde derfor ikke bevæge mig ud fra min hule gennem de tørre egeblade.
Ventetiden
Jeg sad i ca 10 min. der føltes som en evighed. Så kunne jeg ikke vente længere med at se pilen og vovede mig stille ud efter den. De hvide faner var mørkerøde og jagtspidsen (Spitfire) manglede det ene blad. Så var det panikken bredte sig. Der måtte være noget galt. Jeg satte mig og ventede endnu engang. Efter 15 min. ville jeg prøve at finde sweiss. Ca 10 m væk fandt jeg en lille klat mørkerødt blod. Jeg knælede og søgte efter mere og pludselig kunne jeg høre en raslende lyd, som om bukken lå og sparkede. Jeg bakkede og gik stille ud af engen og ringede til Henri, en meget venlig svejshundefører i Skanderborg. Vi talte situationen igennem og blev enige om, at nu da var der gået ca 45 min. kunne jeg godt gå lidt længere frem, men hele tiden lytte om dyret rørte på sig. Det var ved at være mørkt. Jeg fandt kun få pletter med blod og de førte hen til gyvelkrattet. Efter at have undersøgt krattet meter for meter, ved hjælp af min pandelampe, fandt jeg en sort skygge, der havde bøjet gyvelgrenene fra hinanden og der lå bukken forendt.
Den var ikke helt så stor, som den så ud til at være på 3 m afstand. Men en pæn lille seks-ender på 17 cm højde, 10 cm udlæg og 3-4 cm diameter rosenkranse. Hvor var jeg høj og lettet. Min debut endte lykkeligt. Hele natten, har jeg tænkt hver sekund efter og er nu blevet klar over, hvad der må være sket med pilen. Da den ramte dyret skråt på bladet, må den ene klinge være brækket af og pilen har drejet, noget mere på langs af dyret. Pilen er gået ind gennem venstre blad og ud af højre kølle og ramt lunge og lever. På trods af gennemskuddet var der ikke meget sweiss. Alt blodet lå i bugen af bukken.
Jeg har skudt bukken med en 26 grams pil, Victory VAP. Buen er en Bowtech Invasion på 56 pund og 29 træklængde. Buen skyder 276 FPS. Billedet her er taget næste dag, hjemme i haven. Med jægerlig hilsen Michael Bech Nielsen Aim true and right
