Efterårsferien var sat af til lige både familietid og jagttid i Sønderjylland på mine svigerforældres gård. Blandingen af vadehavets friske luft, den gode plads og gårdens dyr gør både børn og voksne til nye mennesker.
Da en fælles nær kollega for et år siden valgte at søge nye udfordringer, besluttede Michael og jeg, at nu skulle bordet fange. Poul havde i mange år snakket om, at det kunne være sjovt og spændende at få taget jagttegn, så vi besluttede at samle ind til et haglgevær i afskedsgave fra de ansatte og bestyrelsen. Han fik job i Skjern – og når man flytter til ”det vilde vesten” er det en fordel at være bevæbnet
Den første lørdag i efterårsferien bestod Poul haglskydeprøven, og jeg havde den store ære at være den første, som kunne give ham en invitation og tage ham med på gåsejagt blot 4 dage efter jagttegnet var kommet i hus.
At have nyjægere med på jagt er noget af det jeg nyder mest – at kunne give sin passion og viden om vildt, udstyr og natur videre, er for mig altid et privilegium. Jeg gik og håbede på at jagten for Poul ville resultere i afgivet skud og allerhelst med et leveret stykke vildt på første jagtdag. Min ældste søn og jeg tog ud og skar siv til forbedring af vores permenente skjul på den mark vi skulle bruge både til trækjagt og lokkejagt den næste dag. Det endte med at vi fik lavet nogle helt fantastiske skjul hvor man kunne stå op og skyde og samtidig være godt dækket af siv.
Med store forhåbninger om gæs, tog vi onsdag morgen på jagt og kunne høre gæssene allerede fra da vi steg ud af bilen og begyndte turen med lokkegæssene og andet udstyr imod det besluttede område. Lokkegæssene blev sat op og vi smuttede i skjulene. Jeg sad ved Poul så jeg kunne hjælpe med afstandsbedømmelse og artsbestemmelse. Vi havde ud over de almindelige jagtbare gæs mulighed for at regulere bramgæs, og det viste sig at være yderst belejligt, da det var disse som viste mest interesse for lokkerne og trak bedst denne morgen. En god halv time efter jagtens start kom der en flok flyvende perfekt hen over Poul, og han leverede et flot skud til en bramgås som gik ned i knaldet. Det lykkedes! Vi jublede om kap over det flotte skud og hans første stykke vildt.
Morgenen bød på en bramgås til mig og min kone Line også, samt nogle gode situationer med bramgæs over lokkerne som desværre ikke resulterede i skudte gæs.
Resten af dagen brugte vi på haretramp og på at plukke de nedlagte gæs, inden Poul blev sendt hjem til Skjern igen – træt og glad. Det er afgjort ikke sidste gang vi skal på jagt sammen!
De følgende dage fulgte med jagt efter samme slagplan, men vinden lagde sig og gæssene gik derfor meget højre og viste kun ringe interesse i lokkerne. Sidste jagtdag gik vi en tur på en anden mark inden afrejse imod Aarhus igen. Her observerede vi til min store ærgrelse meget kraftig aktivitet fra råvildt – jeg havde haft riflen med, men vurderet at chancen var større med gæssene, og nu var muligheden løbet mig af hænde for denne gang. Som så mange gange før overraskede naturen mig. Det er for mig charmen ved jagten, men også udfordringen når man har et jagtrevir som man ikke kan besøge ugentligt og dermed opbygge et kendskab til.
Jeg pakkede efter endt jagt bilen med geværer og vores tasker så vi var klar til turen hjemover, imens mindstemanden sov en middagslur. Jeg sad herefter og forberedte mig til arbejde søndag, imens jeg kiggede ud af mine svigerforældres havestue. Og så da alt udstyret var pakket sammen kom der 3 fasaner til syne i læhegnet omkring gården. Vi havde trampet kilometer efter dem og harer og nu stod de der og grinede af mig. Jeg skyndte mig ind til Line og vi fik hevet gevær og høreværn ud af bilen i en fart. Line listede rundt om det ene hjørne iført gul sweather og jeg gik den anden vej i håb om at presse fasanerne til at lette over Line. Lige da jeg kom rundt om et hjørne lettede kokken og de tre fananer på perfekt afstand og jeg leverer en doublet – en flot udfarvet kok og en høne. Igen overraskede naturen og vildtets færden mig.
Det er bl.a. derfor jeg elsker jagt – der er så meget i livet vi forsøger at kontrollere, men i sidste ende kan du ikke kontrollere vildtets instinkter og vejrets luner, det tror jeg egentligt er meget sundt for os mennesker – i hvert fald for mig 🙂
