Dåhjorte-doublé

I dag fik jeg en meget generøs invitation af en ny jagtven, Anders, til at komme til Djursland på hjortejagt. Det er jo lidt svært at sige nej til.

Så jeg tog afsted og ankom sammen med Anders ca kl 18. Det var en flot aften og kl. 19.44 hørte jeg svag knasende lyd fra grenene og kunne se noget bevægelse i den række træer jeg sad op af i en skydestige. Jeg troede bare det var et stykke råvildt og ville dokumentere det på et billede. Da jeg tog billedet, kunne jeg se at det var en lille ung dåhjort. Så fik jeg pakket kameraet væk og op med riflen. Hjorten gik lige forbi skydestigen som jeg sad i på ca 1 m. afstand. Jeg sad i ca 4 m’s højde og måtte sprede benene for at kunne skyde. Jeg skød og den tumlede rundt om sig selv og lagde sig der. I samme sekund så jeg, at der løb en stor hjort og en då ud på marken væk fra mig. Jeg fik en ny patron i kammeret og fulgte hjorten og da den vendte sig om på ca. 70 m afstand skød jeg en præcis hjertekugle. Den tumlede også rundt om sig selv et par gange og faldt død om. Alt dette tog ca 5-7 sekunder. Det er var slet ikke til at fatte hvor unik en situation jeg befandt mig i. Det tager nok nogle dage at forstå.

Nu ligger jeg endelig i sengen her kl. 01.00 efter at have slæbt to dåhjorte ind i bagagerummet på min Seat Altea og ud igen, hængt dem op i garagen og fik renset dem lidt bedre end jeg havde energi til på marken med voldsomt meget adrenalin pumpende rundt i kroppen.

Tak til min ven Simon for hjælpen med at slæbe hjortene ud af bilen og hænge dem op selvom klokken var 23.15 inden jeg var hjemme. Og tak til min fætter Jesper, der er slagter. To hjorte på én gang er mere kød end jeg lige kunne overskue!

img_5750img_5778

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *