Glæden ved at skyde et stykke vildt, som man har fulgt gennem vinteren og foråret, er for mig det bedste jeg ved, når det ender i en pürch og med en flyvende pil.
Jeg har givet denne buk navnet ”Hide and seek” fordi den har vist sig mange gange, men et øjeblik efter er den væk, og næsten umulig at finde igen.
Planlægning
Bukken og jeg har haft en længere diskussion om hvem der skulle ”være den” i vores lille gemmeleg. Til premiere dagen den 16. Maj, havde jeg lagt en plan for, hvor jeg skulle sidde i forhold til bukkens tilholdssteder. De planer blev total ødelagt, af det vildt gode vejr og en sjælden vindretning fra øst. Først irriterede jeg mig over vejrskiftet og vindretningen, men da jeg først sad derude i det skønne vejr, kunne jeg ikke andet end nyde det i fulde drag. Jeg måtte ændre min plan fra at være offensiv, til at være defensiv, eller sagt på en anden måde, jeg var nødt til at acceptere at det var bukken der ”var den” i første halvleg.
Jeg har et dejligt lille stykke jagt på Vestfyn, ved min svigerfar. Stykket er delvist plantet til af Buksbombuske i forskellig størrelser, til beskæring af grønt. Marken er delt ind i bede, der måler 15 x 150 m, 5 bede på tværs og 3 bede i længden. I mellem bedene er der køregange med græs på ca 5 m. Ved siden af marken med buske, er der en mark med vinter-byg.
Jeg kan ikke sove!
Jeg var tidligt ude af sengen og fik hurtigt noget morgenmad indenbords. Derefter videre ud i garagen, hvor jeg altid har mit tøj hængende, for at det lugter mindst muligt. Jeg elsker denne del af forberedelserne til jagt, fordi det betyder ”det er nu det gælder”. Men det har også en slags mental betydning for mig, at træde ind i dette univers, hvor alle sanser skal være skarpe og uforstyrrede. Tøjet er på og buen bliver tjekket for sidste gang og første skridt på årets jagtsæson bliver forsigtigt taget i de sprøde mælkebøtter udenfor døren. Der er total vindstille og fuglenes kvidren virker både smukt og larmende på samme tid. Da jeg nærmer mig marken, kan jeg desværre konstatere, at det er meget diset og jeg kan ikke se længere end ca. 90-100 m i kikkerten. Jeg holder mig dog til planen (den nye pga. østenvind) og sætter mig i sikker vindretning, i enden af marken nærmest gården. Det er det jeg kalder en defensiv plan, med lav risiko og den mere observerende tilgang. Derfor var det lidt træls, at det viste sig, at være diset og derved ikke særlig god sigtbarhed til at observere i.
”Tålmodighed er en dyd”
Jeg havde siddet næsten en time og gennemsøgt hver eneste busk med kikkerten og kunne mærke at utålmodigheden begyndte at overmande mig. Jeg havde lyst til at komme op at gå, for at få mere overblik. Da solen begyndte at få magten over disen, lettede den og jeg kunne falde lidt til ro og holde mig i den defensive position lidt endnu. Pludselig så jeg en velkendt bevægelse og fik hurtigt afsløret bukken, i færd med at feje en gren. Jeg måtte igen bruge tid på at berolige mig selv og forholde mig rolig. Bukken gik mod nord og efterlod mig i en afmagts lignende stemning, da jeg ikke kunne komme til netop denne del af marken, på grund af vinden fra øst. Jeg gav efter for trangen til at påbegynde pürchen og gik ud til det nærmeste bed med høje buske og fulgte bukken, mens den gik mod nord. Pludselig så jeg en nabojæger, løbe gennem en raps mark i skjul af den bakke der var mellem ham og bukken. Han kendte tilsyneladende også bukken og ville gerne have del i høsten ligesom alle os andre. Da jeg vendte kikkerten tilbage på min egen mark, kunne jeg ikke finde bukken igen. Jeg satte mig og prøvede at få ro på alle lemmer og tanker. Hvor er det bare svært, at erkende, at jeg ikke er den eneste jæger på jagt og at de andre jægere, også har ret til at høste en god buk og at jeg ikke har eneret og ejerskab over noget dyr. Da jeg havde siddet en times tid og klokken var blevet ca. 09.30, havde jeg ikke hørt skud fra naboen. Det gjorde mig lidt mere rolig og jeg var ret sikker på, at bukken var gået til ro, i det nederste bed mod diget i nordvestlig retning. Men ligesom jeg rejste mig for at gå hjem, så jeg ham stå og esse af den kløver-fyldige køregang ved diget. Jeg var hurtigt på benene og begav mig på en lang omvej, først op mod gården og derefter mod syd, for at kunne tilbage lægge de ca. 300 m på god afstand af bukken. Der var flere steder undervejs, hvor jeg var ude af syne fra bukken og jeg kunne koncentrere mig, om at bevæge mig så lydløst som muligt. Da jeg kom ind på ca. 120 m og fik øje på bukken igen, kunne jeg se, han var noget urolig og sikrede hele tiden. Han faldt lidt til ro, men gik meget frem og tilbage hver gang han sikrede. Jeg var i god vind og forsøgte at bevæge mig nærmere. Jeg kunne godt mærke, at jeg selv var noget urolig ved planen og var noget i konflikt med mig selv, om jeg kunne gennemføre det sidste og sværeste stykke. Jeg satte mig igen og tvang mig selv til at kigge væk fra dyret og ned i jorden, for at få ro på tankerne. Jeg fik overbevist mig selv om, at stoppe pürchen og lade os begge få en middagssøvn og fortsætte legen senere på dagen. Det var vigtigere at lade ham gå, end at risikere at ”støde” ham lige ind i en kugle fra naboens riffel. Til sidst fortrak han, stille og roligt ind i det nederste bed, som han plejer, for at få en lur.
”Lær af dine fejl”
Da jeg havde forenet mig med, at det ikke var denne gang, jeg kom til skud på bukken, listede jeg også hjem, for at få en middags lur. Jeg går altid tilbage af samme spor, som jeg er pürchet ud i, for at undgå, at sætte for meget fært, på kryds og tværs af stykket. Det mindsker risikoen for at bukken finder færten senere på dagen, når han bevæger sig rundt. På vejen tilbage kunne jeg se, at jeg i min iver efter at komme ned til bukken, flere steder havde været mere synlig end jeg havde troet, da jeg tilbagelagde de ca. 300 m. Når jeg pürcher, prøver jeg på at udnytte de små eller store forhøjninger i landskabet, i form af bakker eller beplantning. Men gang på gang overrasker det mig alligevel, hvor lidt bevægelse, der skal til, for at et rådyr bemærker det. Det er som oftest, når jeg nøjes med, at gå foroverbøjet i stedet for at komme helt ned og kravle. Her er det igen kunsten at ”slå koldt vand i blodet” og tage den med ro. Jeg har dårlige hofter og knæ og er ikke så ”let på tå” som tidligere. Når jeg kravler, har jeg fundet ud af, at det er nemmere at kravle ”krabbe gang” end på ”alle fire”. Så kan man have buen eller riflen liggende i skødet og kan hurtigere komme til at skyde hvis nødvendigt.
Eftermiddags jagt – Nu er jeg den!
Jeg havde en god fornemmelse af denne eftermiddags jagt. Mest fordi jeg selv var helt rolig og havde ikke højere forventninger, end at jeg bare gerne ville se bukken. Det er et godt udgangspunkt at have, hvis man har let til at få bukkefeber.
Vinden var stadig i øst og nu var det tid til at skifte taktik til at være offensiv og komme om på den anden side af vinden og dermed noget tættere på bukken. Jeg gik derfor i en stor bue udenom stykket og op langs diget, i skyggen af slåen og hvidtjørn der hænger ud over marken, og giver god dækning. Jeg satte mig stille og roligt ca. 45 m fra det bed af høje og tætte buksbom buske, som jeg havde set ham gå ind i før middag. Jeg sad og mindedes maj-jagten sidste år, der var kold og våd. I år var virkelig en flot premiere, der vil blive husket af mange jægere. Jeg sad og nød underholdningen fra diverse spurve og andet småkravl, som tilsyneladende også nød det. Da jeg havde siddet i ca. 45 minutter, tog jeg pludselig mig selv i at sidde og se på et rådyr uden at gøre noget!. ØHHH…”nu må du lige vågne op og være lidt skarp”, sagde jeg til mig selv. I det samme løftede dyret hovedet og jeg kunne se, at det var den buk jeg var ude efter. Jeg satte mig et par sekunder og prøvede at trække vejret roligt nogle gange, mens jeg fik et overblik over det landskab, der nu var mellem mig og bukken. Han gik og essede langs et bed 62 m fra mig mod øst, dvs. op mod ejendommen. Det var et bed hvor buskene ikke var så høje og tætte ca. 1 m høje. Han essede fremad og hen mod det næste bed, som var total sammengroet og tæt. Jeg vidste at, hvis han først nåede det næste bed, ville han være væk. Han løftede ikke hovedet ret tit og når han gjorde, kiggede han mod nord (måske efter nabo jægeren). Jeg kunne ikke følge med ham i krabbegang og skiftede til den foroverbøjede stilling helt nede i knæ (av av). Det gik noget hurtigere og jeg indhentede ham igen. Nu var der kun 15 m mellem os og ca. 30 m tilbage, inden enden af bedet. Køregangen jeg pürchede i, var fyldt med sprøde mælkebøtter og det gjorde det endnu mere spændende, at være så tæt på bukken, uden at kunne komme til skud. De sidste meter var buskene en anelse højere og jeg kunne derfor gå lidt mere oprejst og kunne ikke se bukken. Jeg satte mig 4 m fra enden af bedet og var helt klar. Ventede i ca. 10 minutter uden der skete noget. En masse tanker fløj gennem hovedet på mig og jeg kom i tvivl, om jeg måske alligevel havde stødt bukken ind i det næste bed. Det kunne simpelthen ikke passe!
Helt ærligt!
Alt var gået så perfekt og jeg var helt sikker på, at han ikke kunne se eller lugte mig. Jeg ventede ca. 20 min og besluttede at kravle tilbage og se om han havde lagt sig. I det samme, så jeg en grå-brun bevægelse, ind mellem buskene og dér kom han rundt om hjørnet af bedet og stod i køregangen inden det næste bed. Han var kommet så langt frem, at både han og jeg var helt fri, med 10 m mellem os. Han begyndte at kigge sig rundt og bevægede sig mod det næste bed, mens jeg trak buen i en langsom, rolig og jævn bevægelse. Jeg kender min bue og kender dens trækkurve og ved hvornår den langsomt dykker ned i ”dalen” ved fuld træklængde. Det er en skøn fornemmelse og den mentale træning fra de mange pile man har trænet, træder i kraft. Release-hånden fandt sit anker-punkt og jeg fik bukken placeret i sigtet. Nu stod han med forbenene inde i det næste bed og tjekkede for sidste gang, om alt var, som det skulle være. Jeg påbegyndte aftrækket og spændte trækmusklerne og pludselig var pilen i luften og ramte bukken med et højt ”SMAK”. Det var lyden af bladet på udgangs siden og så vidste jeg at pilen sad, hvor den skulle. Bukken væltede bagover og trimlede ca. 5 m ind i bedet han kom fra og lå 5 m fra mig.
Hvor var det bare en fed oplevelse!! At pürche sig så tæt på dyret og mærke de mange timers træning gøre den helt store forskel. Hele min krop gav efter og jeg kan huske ligeså tydeligt, hvordan mine lunger gispede efter vejret og mit hjerte hamrede i brystet på mig, for at få al den ophobede adrenalin ud af blodet igen. Jeg sank sammen og blev helt svimmel. Det eneste jeg kunne samle mig sammen til, var at få en ny pil på buen og lytte til de aftagende spjæt fra bukken, få meter fra mig. Jeg kunne ikke se den, men var helt sikker på den var død.
”Fundet!”
Da jeg var kommet lidt til mig selv igen, rejste jeg mig med et stort smil og trådte over buskene for at se mit bytte. Der lå han forendt, med en mælkebøtte i mundvigen. Det er en skøn tilfredsstillelse, der fylder én, første gang man ser det dyr man har skudt. Jeg giver mig altid god tid, til at sidde ved skudstedet og gennemgå hver detalje, jeg lige har været igennem. Det kan jo være det varer længe, inden jeg kan sidde sådan igen. For mig, er det også en måde, at huske jagten tydeligere, længere og lære flere ting, om dyrets adfærd og mønstre. På en måde syntes jeg også, at jeg skylder en værdig modstander, at nyde sejren.
Tak for en god jagt!
