Vores tur til Portugal begyndte som en invitation i en chat på instagram. Jep. Noget vi til en hver tid ville fraråde vores børn at gøre! Selv Miguel, ”manden som min mand mødte på nettet”, indrømmede at han nok ikke var taget til Danmark på de samme vilkår. Men vi havde sat baren lavt og hvis jagtdelen gik i vasken, ville vi stadig få en kærestetur ud af det og vigtigst af alt ville jeg komme ud at rejse!
Jeg elsker at rejse. Min mand Michael elsker jagt. Men kan man kombinere de to uden at gøre begge dele halvt? Det var ikke vores første jagtrejse, men det var teknisk set første gang vi skulle flyve med våben. Vi har før haft hans combound-bue med fly på en jagttur til Spanien, men den betragtes også kun som en ”sportsgenstand”. Og hvor ville jeg ønske at det var planen. For der er noget særligt over lufthavne som gør, at al lyst til at prøve grænser af forsvinder, nærmest i det øjeblik man kommer ind i forhallen. Ingen dumsmarte bemærkninger skal være årsagen til, at man ikke kommer med flyet.
Og på trods af at man det meste af sit liv har gjort, hvad der skulle til for ikke at blive kaldt ”duks!” opdager man at hjernen gennemgår alle regler vedrørende væsker, medicin og bagagevægt igen og igen for at følge dem nøjagtigt til mindste detalje.
Som almindelig flyrejsende sidder nerverne i forvejen en anelse uden på tøjet, så hvad kan dog gå galt, hvis man vælger at medbringe en riffel og tilhørende ammunition?! Vi har tidligere oplevet, at vores rejsestik-adapter skulle testes for spor af sprængstoffer og her er stort set alt grej opbevaret på det værelse, hvor Michael sidder med løst krudt og lader sine patroner! Se det er en samtale med security-folkene, som jeg ikke behøver at opleve i virkeligheden…
No pressure... eller?
Men selvfølgelig landede både vi og riflen i god behold. På køreturen fra Porto bombarderede Portugal os med det ene smukke landskab efter det andet! Det blev en slags ”kærlighed ved første blik”.
Vi mødte vores portugisiske kontakt Miguel og hans ven Nuno for første gang og bare ganske kort, før vi ramte puden den aften. Én ting er at skulle udveksle høfligheder med folk fra en anden kultur, noget andet er at skulle præstere godt nok på den første jagt, til at give et førstehåndsindtryk som jæger, man også vil være bekendt sidst på ugen.
Vi blev fortalt at Michaels jagtguide næste morgen, var tidligere jagerpilot fra søværnet. Altså en portugisisk version af Top Guns’s Maverick, hvilket ikke nødvendigvis sænkede baren.
Da vi ankom til lågen ind til området, stod vi ud af bilerne og hilste på hinanden og de diskuterede lidt på portugisisk, om hvorvidt vores simple udlejningsbil med en motor svarende til en VW UP, kunne klare turen gennem terrænet! Men de konkluderede med en international håndbevægelse for “pyt”, at så måtte de jo trække os fri. Men vores første jagtoplevelse i Portugal, behøvede ikke være at sidde fast med bilen.
På en anden ferie har Michael i en Peugeot Partner, ført os sikkert både op og ned ad en spansk bjerg(grus)vej skiltet med “off road vehicles only”! Jeg ved, at han kan nogle tricks med et rat og fire hjul, men han gav alligevel en koncentreret besked om “Ingen kommentarer!”, da han så grusvejens mudrede tilstand. Min reaktion var en anelse irrationel, men et eller andet sted i min opvækst, må jeg have fanget logikken i at jeg bedst hjælper, ved at holde vejret indtil vi igen var på fast grund. Som om man bliver vægtløs og det virkede tilsyneladende!
Multitasking på højt plan
‘Maverick’ havde sin portugisiske pointer Marco med, for dagens egentlige udfordring var ”jagt på rødbenede agerhøns med stående hund”. Når man siger det hurtigt, lyder det næsten som en klassisk olympisk disciplin.
Og det er faktisk også lidt af en kunstform i et kompliceret samspil mellem hund, mand, vind, fugl og i vores tilfælde en ekstra skytte. Og som det meste andet, er det svært i begyndelsen. Det kræver først og fremmest at du kan aflæse hundens signal om, at den har fået fært af en fugl. Den sænker brystkassen og nærmest kryber ind på fuglen, som trykker sig ned i græsset, når der er fare på færde. Når færten er stærkest, står hunden HELT stille. På signal fra hundeføreren, får hunden fuglen til at lette og skytten nedlægger fuglen, hvis han er hurtig nok. Når fuglen falder ned eller laver en lang “nødlanding” fordi den er anskudt, henter hunden den og jobbet er fuldført.
Men når hunden ikke er din egen, og du skal følges med både mand og hund, uden at I går i vejen for hinanden når der skal skydes(!), alt foregår på portugisisk, som du ikke forstår et hak af, guidens ven har taget sin über-cute, 5 mdr. gamle hvalp med af samme race for at få sidemands-/hundeoplæring, som konstant sniger sig ind i mellem fødderne på dig… så er der meget at holde styr på.
Men alle parter fik sig langsomt arbejdet ind på hinanden. Den første agerhøne faldt for Michaels skud, og hunden Marco fandt den. En anden anskudt agerhøne landede længere ude på vores rute og Marco fangede færten, stod helt stille og ventede tålmodigt på signal, indtil hele jagtselskabet nærmest stod oven i hinanden. Først dér gik det op for mig, at agerhønen lå og trykkede sig lige under næsen på os.
Og så gik det stærkt! Fuglen nåede kun 1-2 m på vingerne, før Marco tog den i luften til et overrasket råb af begejstring fra os alle sammen! Det ville have været episk at have på video, men nej. Hver gang det lugtede bare en lille smule af action, blev jeg grebet af spændingen, frøs og glemte alt om kameraet!
Det vigtigste er det, du ikke skyder
Det meste af formiddagen skiftede stemningen skiftevis mellem opmærksom vandren rundt i det smukke kuperede terræn, til intens spænding når der pludselig er fært, som igen afblæses når hunden skifter fra sniger-mode til almindelig lunten.
Vi gik med god afstand til Miguel og Nuno det meste af tiden og måtte bearbejde en smule misundelse over de hyppige skud nede i dalen, mens vi i perioder kun lettede enkelte fugle uden egentlige chance for skud.
Miguel og Nuno gik med deres hunde som det ene hold, og vi gik sammen med de to portugisiske pointere og deres ejere. Jeg tror, jeg forstår det pres, man kan pålægge hinanden under en jagt. For som guide kan man have fornemmelsen af, at man kun lykkes, hvis skytten har haft en god oplevelse, og det hænger som regel sammen med, at der bliver skudt noget. Men det der ligner skudchancer fra guidens perspektiv, kan være uforsvarlige skud fra skyttens perspektiv, med risiko for at ramme hund, guide, jagtkammerat eller konen, der prøver at fange det perfekte billede…
Det kræver faktisk en del karakter og selvkontrol at lade fuglen gå for fjerde eller femte gang, selv om der bliver råbt noget, man kun kan tolke som “Skyd! Skyd!” og den indre stemme begynder at stille spørgsmål ved om, man er klar til at blive kendt i Portugal, som “skydeinstruktøren der ikke skød noget”?
Jagt kræver også kulturforståelse
Miguel lavede et virkelig flot skud på 45 meter, hvor fuglen gik ned med det samme, hvilket udløste spontane råb med komplimenter fra de andre.
Efter at have fulgt en fært lidt længere tid, lettede hunden en agerhøne ud over en slugt mellem to bakker i retning væk fra os. Michael afgav et skud, men vurderede at fuglen var for langt væk til at andet skud gav mening. Hunden afsøgte skråningen på den anden side, men uden resultat. Alle var vist ved at være lidt tunge i benene efterhånden.
Under pausen lige efter spurgte en af de andre hvorfor han ikke skød andet skud. Michael satte ord på, at når vi i Danmark er gået over til stålhagl, er skuddet sjældent dræbende på den anden side af 30 meter. Derfor har han vænnet sig til at det er grænsen. Men selvom han ved at blyhagl har mere fart på og har tungere anslag lidt længere ude, er det svært at aflære den lynhurtige afstandsbedømmelse og intuitive vurdering af skudmulighed.
Der blev diskuteret frem og tilbage på portugisisk og det var umuligt at fornemme om snakken var kritik eller neutral samtale. Miguel oversatte konklusionen af deres saglige snak og de gav Michael ret i fordelene ved færre anskydninger, hvis man holder sig til de 30 meter også selvom man bruger blyhagl.
Vi tog afsted med forventning om simple jagtoplevelser, men har fundet et par potentielle rigtig gode venner, der rummer en nysgerrighed og en åbenhed, som ikke er en selvfølge i jagtverdenen, hvor holdninger godt kan blive lidt sort-hvide. Det er lidt som at grave i køkkenhaven og finde guld.
Når enden er god...
Siden vi købte flybilletterne, var temperaturen faldet fra 35 til ca. 17 grader, hvilket jeg var den eneste i selskabet, der ikke satte pris på, mens vi travede op og ned ad skråningerne.
November er nærmest forår i Portugal og efter en uge med en del regn, var jorden mellem de mange kork-ege fuldstændig lysegrøn og fyldt med små blomster, med undtagelse af der hvor vildsvinene havde pløjet jorden op i deres søgen efter agern.
Det var blevet tidlig eftermiddag og temperaturen havde alligevel sneget sig op på de 20 grader, inden vi satte retning efter bilerne, med en fornemmelse af at dagens jagt var ved at nå sin afslutning. Jagtgeværerne blev knækket og de halvautomatiske haglgeværer blev sikret med en patron på tværs og båret på skuldrene, for der blev længere og længere mellem fuglene i middagsvarmen. Kun en enkelt agerhøne var det blevet til for Michael på turens første jagtdag, men det havde alligevel været en god og lærerig oplevelse. Stemningen og selskabet fejlede bestemt ingenting!
Men hundene havde ikke lige fanget, at festen nok var slut, for pludselig stod Marco bomstille længe nok til, at selv jeg fattede at der var fært! Den lettede to fugle og Michael afgav to hurtige skud! Det første endte i en lille sky af fjer, så der var ikke noget at tage fejl af! Men den anden agerhøne fortsatte et godt stykke væk og Michaels reaktion var heller ikke til at tage fejl af… Den spontane glæde over et perfekt skud, blandet med lidt ærgrelse, for det var SÅ tæt på en dublé! Alle faktorer passede sammen når han spolede filmen tilbage igen og igen i sit hoved. Fuglenes position i forhold til svinget på løbet, afstanden, ingen andre end fuglene i skudlinjen og det irriterede ham tydeligvis at det ikke lykkedes. Eller det troede han ikke det gjorde… for kort efter fandt hunden den anden agerhøne liggende i det høje græs. Ikke bare anskudt, men helt død! Det VAR en dublé! Og sikke en finale!
Det blev til 15 fugle i alt, inden der var middag på den lokale fiskerestaurant.
Jagt er så meget mere end jagt
Det var bare første dag på en fantastisk tur, hvor turist-tid og jagttimer godt nok ikke blev fordelt 1:1.
Tanken om at skulle det presser ham vist lidt, men for mig tæller den traditionelle kanelkage i pausen mellem såterne også som kultur. Det samme gælder restaurantbesøgene, hvor de andre var med på at bestille og dele retter, som vi ikke ville vove at bestille selv. At blive inviteret hjem på lokal rødvin og appelsiner og oliven fra egen have, er en gave kun få turister får.
Når samtalen med et passioneret menneske fra en anden kultur kommer omkring både politik, sociale forskelle, de værdier der kendetegner deres nation og man fornemmer både frustration og stolthed, er det er langt bedre end det jeg kan læse i guidebogen. Jeg har kun vundet ved at udforske verden på Michaels måde.
Og som bonus, uden at jeg har rørt en finger, havde han fundet det mest charmerende Bed & Breakfast i nærheden af Evorá, som er på UNESCO’s verdensarvsliste. Jeg tror ikke han vidste det før vi var der, men han var bevidst om at prioritere tid til også at lege turister. Kun fordi han ved jeg elsker det.
