Anstrengelserne, euforien og naturens storslåethed står stadig knivskarp – selv efter 10 år.
I 2009 var min kone og jeg i Grønland i den lange sommerferie som universitetslivet skænker. Min kone havde fået job som sygeplejerske og jeg arbejdede i et entreprenørfirma. Der skal ikke herske nogen tvivl om at disse 2,5 måneder bød på masser af eventyr – pukkelhvaler på skræmmende nært hold, trekkingture og masser af grønlandsk kultur – Grønland er bare et besøg værd! Under hele opholdet arbejdede vi på at komme med nogle af de lokale fangere på jagt, men at det blev en mulighed at komme afsted var virkelig en drøm der gik i opfyldelse
Jeg er altid på jagt efter den autentiske oplevelse og det fik vi til fulde på denne tur. Jagten startede i Kangaatsiaq – en utrolig hyggelig by med 6-700 mennesker. Vi havde aftalt at skulle sejle ved middagstid med vores ”jagtguider”, som var en fanger og hans familie. Vi startede ud med kaffe og lidt løs snak i deres hyggelig hjem, der bar præg af fangerens utallige jagttrofæer. Isbjørnekranier, Narhvalstand, Hvalroskranie og Moskusoksehorn prydede deres stue – jeg var ikke til at slæbe ud derinde fra!
Jagten foregik på ”Lersletten” som er et kæmpemæssigt område, på størrelse med Lolland, som er fyldt med sumpede områder med søer, lav og lyngvækster. I dette afsondrede og uberørte månelandskab stortrives moskusokserne og vi fandt allerede efter få minutters gang store bunker af ekskrementer, pelstotter i de små buske og spor efter moskusoksens enorme hove. Den første dag var jagtlykken dog ikke med os trods en lang vandring ind i det uvejsomme og tuede landskab. Vi forsøgte en stalk på et par moskusokser langt væk, men som vi pürchede os ind på dem kom et hold andre jægere sejlende op af en nærliggende flod. Moskusokserne tog benene på nakken og trods vi prøvede at vandre efter dem, fik de en fornemmelse af os og løb igen. Det var de eneste mennesker som vi havde set hele dagen, og så kom de selvfølgelig lige de 10 min hvor vi havde en chance for at komme på skudhold….
Moskusoksen er udstyret med en yderst god lugtesans, men har derimod et utrolig dårligt syn, så man kan faktisk snige sig tæt på dem, hvis man går rigtigt i forhold til vinden. Dette er også nødvendigt da moskus er utrolig skudstærke dyr.
Kl 01.15 kom vi slingrende tilbage i lejren. Vi var blevet stillet en lille smuttur i udsigt kl 15 da vi tog fra lejren så energidepoterne og lyset var så godt som opbrugt da vi endelig kunne lave aftensmad. Trods der ikke var megen mulighed for kommunikation delte vi på turen utallige grin – grønlændere er bare et utroligt mildt og dejligt folkefærd.
Dagen efter sejlede vi op af floden som vi havde set jægerne bruge dagen før. Det var en længere sejltur, og vi nød de betagende og uendelige grønlandske naturscenerier. Da vi sejlede op af floden mødte vi jægerne fra dagen før, som var ved at bære en moskus ud fra fjeldet. De fortalte fangeren at de havde set en flok på 3 dyr lidt længere inde på sletten så vi satte hurtigt telt op og vandrede af sted. Kl. 20 spottede vi flokken som stod og spiste i vandkanten ved en mindre sø.
Adrenalinen pumpede i mine årer, da jeg og fangerens bror mavede os ind på okserne. Til slut lå vi ca. 50m fra moskusokserne som gik og græssede på den anden side af søen. Det hele var lidt forvirrende for jeg skulle skyde med fangerens riffel – som på ingen måde var tilpasset mig, hvilket var utrolig frustrerende og krævede lidt ekstra koncentration for at få opbygget en ordentlig skydestilling. Vi fik udvalgt den største moskusokse, men den lave aftensol var lige imod os, så der kom masser af refleksion i det billige kikkertsigte, som gjorde at det var nærmest umuligt at få et klart omrids af det valgte dyr.
Jeg havde fået besked på at skyde dyret på halsen bl.a. pga. mindre kødspild – ja sidenhen er jeg jo blevet meget klogere, og ville aldrig tage et sådant skud i dag, men jeg stolede blindt på fangernes ekspertise på området. Der lå jeg så, med den lave aftensol lige i øjnene og ventede på at oksen skulle løfte hovedet. Desværre blev en af de andre moskusokser utryg og flokken tog flugten. Sikke en emotionel mavepuster! Jeg var sikker på at jeg ikke ville få en chance som denne igen!. Fangeren troede ikke på at vi ville kunne få endnu en skudchance og var tydeligvis træt af at der ikke lå en død moskus som skulle parteres på dette tidspunkt. Dog var hans bror frisk på at fortsætte jagten og opsøge jagtlykken igen.
Vi gik i højt tempo igennem det knoldede og klæge tuelandskab så sveden haglede af os alle, og de 3 moskus løb bare længere og længere væk. Efter en halv times forfølgelse løb flokken op i et fjeld, og jeg var klar på at give op. Dog valgte vi at fortsætte i ly af et bakkedrag hvor okserne ikke kunne se os. Pludselig satte fangeren sig ned og jeg så at okserne stod på en afsats ca. 100 meter oppe og spejdede efter deres tobenede forfølgere. Jeg mavede mig frem og brugte en stor sten til at støtte riflen – det var nu eller aldrig!!! Jeg var fuldt koncentreret, men det var utrolig svært at få styr på vejrtrækningen efter det hårde forfølgelsesløb. Jeg fandt den største okse i trådkorset og lod skuddet gå. Oksen viste ingen tegn på at være ramt og jeg fik hurtigt en ny kugle i riflen. Sekunderne føltes som en evighed, men inden jeg kunne sætte det andet skud ind begyndte moskusoksen at sveje og så faldt det enorme dyr. Sikken lettelse!!! Der var stor jubel fra os alle tre mens vi gik op til dyret som var død på stedet med en perfekt halskugle. En stor tyr med utrolig flotte horn blev nedlagt kl. 20.40.
Det tog nogle timer at få ”skilt oksen ad”. Halvdelen af kødet blev båret ned til lejren samme aften, mens vi hentede resten næste formiddag. Kødet blev båret ned i et hjemmelavet bæresystem, med reb og et stykke kraftig slange om hovedet. Det var enormt tungt, og vi gik indtil det flimrede for øjnene, kastede kødet i lyngen og tog et hvil inden vi fortsatte efter samme procedure igen. Vi kom tilbage til lejren kl. 00.30 og spiste hurtigt noget mad inden vi lagde os i seng. Den efterfølgende dag gik turen tilbage for at bjerge resten af kødet. Da hele det enorme dyr var tilbage i lejren lavede fangerens kone Suasa – moskusoksesuppe – sjældent har et måltid smagt så godt! Herefter slappede vi af i solen nogle timer mens vi ventede på at det skulle blive højvande så vi kunne sejle ud i havet igen.
Hjemturen var blæsende og der var mange bølger så turen var hård. I Kangaatsiaq sagde vi farvel til fangeren og hans familie – virkelig nogle dejlige mennesker! Foran os lå en 2 timers sejltur i utrolig tæt tåge med fangerens bror som kaptajn. Der var knivskarpe skær og isbjerge overalt, så vi var utrolig glade og lettede da vi ramte havnen i vores lille båd.
Det er stadig, her ti år efter, en af de mest fantastiske oplevelser jeg nogensinde har haft. Den storslåede natur, spændingen, jagtlykken, de enorme fysiske krav, det gode fællesskab og den grønlandske jagtkultur for fuld udblæsning. Stadig kan jeg ikke forså mit held at opleve dette helt udenom jagtrejsebureauer – det var bare rå natur og en fanger der skulle have en moskus at sælge så hans familie kunne klare vinteren, og så min kone og jeg der fik lov til at komme med….
