Nervepirrende pürch på gæs.

Jeg måtte efter flere timer og gennemblødt tøj droppe lokkejagten, men valgte at forsøge en pürch på en stor flok overvågne bramgæs – det viste sig at være en overraskende god strategi. Bramgæssene er for alvor kommet til Danmark, og der gives igen i år mulighed for reguleringsjagt, hvis jordejere ansøger i de hårdest ramte områder. Trods bramgæssene ikke er blevet efterstræbt i mange år, er de som deres artsfæller overvågne og sky, – så at få dem lokket til, er stadig en krævende kunst. Specielt det faktum, at de ofte flyver i flokke på flere hundrede individer, gør lokkejagt på bramgæs til en udstyrskrævende jagtform – da er mindre flokke af grågæs lettere at lokke til med min mængde af lokkere. Forholdene for jagten var utrolig gode med hård vind, og en mark bramgæssene havde opholdt sig på de foregående 2 dage. Jeg satte mine lokkere op, og gemte mig væk i Powerhunteren i en grøft. Bramgæssene kom allerede flyvende, da jeg satte lokkerne op – jeg fejlede dermed på første regel på lokkejagt – sørg for at være færdig et godt stykke tid, før gæssene bare overvejer at komme på vingerne. Trods godt med mindre flokke i luften, kunne jeg ikke hamle op imod den store flok 300 meter længere nede på marken, som bare voksede i antal for hver flok, der kom flyvende. Efter nogle timer, uden gæs på skudhold, besluttede jeg slukøret og godt gennemblødt efter gentagende regnbyger, at forsøge at få flokken af gæs på vingerne, og dermed øge mine muligheder for at lokke de mindre flokke til senere på morgenen. Jeg tog derfor geværet i hånden, og gik hen imod flokken som lettede – et imponerende syn og en enorm lydmæssig kulisse, når hundredvis af gæs beslutter sig at lette på samme tid! Gæssene kom i luften, men landede efter kort tid i luften blot længere nede på marken igen. Jeg måtte altså ændre taktik – der var åbenbart noget, som jeg ikke kunne konkurrere med i bunden af marken. Taktikken ændredes hermed fra en passiv til et aggressivt forsøg på at få gæs for sigteskinnen. Jeg gik så roligt jeg kunne til bunden af marken, som afsluttes af en dyb grøft inden vadehavet starter. Gæssene fulgte mig – det var helt tydeligt, de strakte hals og holdt godt øje med mig hele vejen. Ved grøften kunne jeg være helt dækket – heldigvis var den nogenlunde tør og små tre meter dyb – så gæssene kunne ikke se mig og jeg ikke dem, men høre dem kunne jeg let, imens jeg listede mig frem imod dem.

Jeg havde ikke meget tro på, at forsøget ville give afkast, men til min store overraskelse blev gæssene på marken. Efter godt 200m listetur i grøften, kunne jeg træde op af grøften og afgive to dødelige skud. Flokken lettede skræppende, og kom efter lidt tid flyvende tilbage – den mark var bare en magnet på dem denne dag. Jeg kunne skyde to skud igen, og havde efter nogle intense minutter fire gæs liggende.

Herefter forsvandt gæssene, og jeg begyndte efter en times tid at pakke sammen, hvorefter flokken kom tilbage til bunden af marken. Jeg forsøgte samme strategi igen, men blot jeg nærmede mig, lettede flokken denne gang – klog af skade… Jeg pakkede lokkegæs og skjul sammen, og løftede det til bilen – nu sjaskvåd. Gæssene sad der stadig, da jeg var færdig. Høj af mit jagtheld valgte jeg at gøre endnu et forsøg på at nå ned til gæssene – denne gang via. en grøft, som startede i den anden ende af marken. Denne grøft var markant lavere, og jeg skulle virkelig arbejde for ikke at være synlig. Det tog sin tid at tilbagelægge de 450meter i grøften, men det lykkedes igen at komme på skudhold – og denne gang kunne jeg igen levere gæs – denne gang tre  – den sidste gås havde fået en omgang randhagl og kunne let affanges. Sikke en dag med 7 regulerede bramgæs – så er Mortensaften reddet. Her er lidt stemningsbilleder fra dagen: