Jeg er overbevist om at disse 24 timer bliver lagret i langtidshukommelsen som en af de mest vanvittige døgn i mit liv. Eller i det mindste på en top tre!
Jeg ønskede at gøre blogindlægget kort, men det er svært når din vågne tid konstant bliver forlænget og mere pakket med action for hver dag der går…
Torsdag efter morgenjagten tog vores vært Pista os med på en tre timers køretur mod sydøst til et privat område tæt på den Ungarske grænse. Faktisk så tæt på at vi skiftevis fik sms’er fra telefonselskaberne der bød os velkommen til hhv. Ungarn og Slovakiet.
Vi ankom til en 3000 hektar stor fåre-farm, og det var fascinerende at se hyrden og hans hund få 300 får til at gå indenfor for natten, når det ind imellem er svært at få to teenagere til at samarbejde! – og vi taler endda det samme sprog!
Apropos teenagere; Jeg ringede til vores for første gang. Selvfølgelig var de levende og havde det godt. De havde knapt tid til at snakke fordi de skulle gøre sig klar til en isvaffel-aftale med en ven af familien…
Vi mødte jordejeren Martin, hans ven Eric og et par andre fyre. Disse fire mænd tilberedte en middag, der var en konge værdig: Filet mignon fra en råbuk Martin havde skudt dagen før, Gryderet med Carl Johan svampe som de lige havde samlet, serveret med den bedste Slovakiske vin og hjemmelavet abrikos-snaps.
Vi fandt hurtigt ud af at selvom de kun var midt i tyverne, var hverken Martin eller Eric nybegyndere når det gælder jagt. Martin har 30+ forskellige afrikanske trofæer og Eric er tredje eller fjerde generation professionel jæger i statsskovene med et samlet antal nedlagte vildsvin på over 800. De kommer her 2-4 gange om året for dage med rå jagt med lidt til ingen søvn. Og de har planlagt ugen så de kunne være her sammen med os. Sikke en ære.
Da jeg kom her, trådte jeg ind i en mandeverden. Det blev tydeligt da jeg spurgte efter toilettet og Eric svarede med en hjertelig latter at jeg måtte bruge ”naturens fineste” … Jeg mandede mig up og gik ud for at finde en løsning, og fandt et lille grønt skur med rigelig afstand mellem brædderne til at man kunne sidde og nyde udsigten, mens du fik klaret det du kom for…!
Det eneste rum i huset ud over køkkenet, havde et bord med bænke, fem senge og to sofaer og vi skulle overnatte her… Så jeg støvede min indre drenge-pige af, og besluttede at få det bedste ud af det. Til gengæld fik jeg nogle virkelig gode grin og en håndfuld førstegangsoplevelser. Men de var virkelig nogle gentlemen! En af mændene havde ikke sovet mere end en time ad gangen i flere dage, men redte stadig senge til Michael og jeg, mens han selv valgte at sove på sofaen.
Disse mænd var opmærksomme på dyrelivet på de grønne bakkedrag omkring os. Midt i snakke fyldt med smøger og latter, greb de pludselig kikkerterne fra deres biler, holdt øje med to råbukke på 350 m’s afstand, nikkede og kommenterede på hvor fine de var.
Snart blev vi vist hen til skydetårnet, som skulle være vores sted resten af aftenen, for at kigge efter bukke og vildsvin. De første to en halv time så vi en rå med lam og en fløjlsbuk. Tiden flyver i godt selskab når man tager selfies, prøver at finde ud af vores nye kamera og gætter afstand som underholdning, mens man lytter efter lyde og spejder efter bevægelse. Ved halv ni-tiden hørte vi en dyb gryntende lyd og to minutter kom et enligt vildsvin ud på marken, men forsvandt hurtigere end Michael havde forventet.
Ærgrelsen var mærkbar og det er svært at finde på noget opmuntrende at sige i den situation. Solen gik ned, og månen begyndte at stå op. Efter en time kom vildsvinet tilbage fra de samme buske. Michael løftede hurtigt riflen, tjekkede i kikkerten om der fulgte smågrise bagefter. Det gjorde der ikke. Han fik ro på sin vejrtrækning og afgav et skud på 121 meters afstand. I tusmørket kunne vi se at den faldt på stedet og lavede de sidste få spark.
Endelig! Denne gang var begejstringen mærkbar! Michael sms’ede til Martin for at fortælle hvad der var sket og fik et kort svar: ”Tillykke. Vent på flere.” Så det gjorde vi.
En halv time senere fik Michael øje på en so med smågrise og en stor keiler der gik for sig selv i måneskinnet ca 200m væk. Proceduren blev gentaget, tjek afstanden, ro på vejrtrækningen, skyd. Men denne gang så Michael vildsvinet forsvinde ind i buskene. Han gennemgik hændelsesforløbet igen og igen og konkluderede, at mens vi slog tiden ihjel forsøgte han at forklare mig hvordan finjusteringen af riffelkikkerten fungerer, og glemte i situationen at justere tilbage…
Vi besluttede at pakke sammen og sms’e ”off road taxien”. Mest fordi Michael fornemmede at jeg var ved at være træt. Der ville gå endnu 45 min før de ville være der og han lænede sig op ad trævæggen, jeg lænede mig op ad ham og vi faldt begge i søvn til lyden af fårekyllinger. Faktisk ret romantisk…
Pludselig vækkede Michael mig bare ved at røre ved min arm. Han kunne høre lyden af et vildsvin der gik og spiste og ville bare lige tjekke om der stadig var lys nok til at han kunne se grisen gennem kikkerten, uden at der var patron i kammeret, og det kunne han! Hurtig beslutning, lade riflen og denne gang var det et perfekt skud! Jeg kunne høre på lyden af hans stemme at han følte sig fuldstændig levende!
Kort tid efter kunne vi se de kraftige forlygter på Martins Toyota Hilux der klatrede op og ned af bakkerne og det mindede mig om Bumle på natteeventyr i Disneyfilmen Biler! Men det var også den eneste parallel til Disney eventyr universet. Når man har set den skade vildsvinene kan forvolde på en mark med afgrøder, så forstår man hvorfor man i dette område er pålagt (!) at skyde mindst 100 vildsvin om året bare for at fastholde bestanden!
Martin spurgte om jeg kunne lide min første riffeljagt på vildsvin og lige i øjeblikket vidste jeg det faktisk ikke. Jeg er ked af at indrømme det, men min begejstring toppede de 3,5 sekunder hvor jeg for første gang i mit liv så en ildflue… Michael og jeg er stadig meget forskellige. Men det er gået op for mig, at hvis jeg anser ”forskellig” for at være en god ting og ikke et problem, er det meget lettere for mit hjerte at elske Michael, for den mand han er og fejre han succeser. Og selvom jeg ikke helt forstår hvor meget det her betyder for ham, er det let at se at dette var en af de bedre dage!
Da Martin og Eric kom, fandt vi hurtigt den første gris, en gammel so der så syg og tynd ud. Det viste sig at hun havde et betændt sår ved trynen. Ved det andet sted hvor grisen stod på 200 meter, fandt vi ikke noget blodspor, hvilket med stor sandsynlighed betød at der ingen skade var sket. Den sidste fandt vi på skudstedet, også ramt af et perfekt skud. I denne situation vidste disse fyre bedre end jeg, hvad der vigtigt for Michael. Selvom det var sent, tog de ingen genveje når det gjaldt den traditionelle måde at lykønske en succesfuld jæger med en frisk kvist med blade til kasketten, og en til hver af vildsvinene, for at vise dem den sidste respekt. De arrangerede endda vildsvinene respektfuldt for at forevige øjeblikket med cameraet.
Tilbage ved huset fejrede de det med en drink, hvor alle holdt glasset med venstre hånd, som et smukt symbol på at de fejrer fra hjertet! Det viste sig at det dansk ”skål” minder om et slovakisk ord for ”skyd”… Sikke en passende parallel!
Efter varm suppe prøvede vi at få lidt søvn, velvidende at morgenjagten ville begynde om bare to en halv time! Det sidste jeg husker, er en svag længsel efter den næste date med min tandbørste… og så var jeg væk!
