Jagt I Slovakiet er ikke nogen ”skovtur”! Det ser måske sådan ud, men det eneste laver er at spise, sove (lidt), går på jagt, og forfra!
Vores værter har lavet et fyldt program for vores ophold her. Mens vi tager en pause, har de møder og passer deres arbejde i et par timer… Jeg aner ikke hvordan de gør det!
Onsdag morgen begyndte kl. 03:15. På den virkelig fine pension, hvor vi bor, bestilte vi morgenmadpakker til at tage på jagt og den stakkels kro-fatter mødte os i foyeen kl 3:45 for at lukke os ud. Vi mødte vores guide på jagtområdet kl 4:00 for det de kalder ”spot and stalk” eller ”pürch” på vildsvin.
Da vi gik ind i skoven, blev hilst godmorgen af en flok dåhjorte. Sikke et smukt syn at se dem løbe væk i morgenlyset! Tre personer der prøver at liste lydløst, mens de prøver at være usynlige er ikke en let opgave! Men jeg gjorde mit bedste og bestod vist min eksamen. At vandre 7,2 km langsomt, skridt for skrídt, er også en ret god måde at holde varmen på og efter min mening en mere bæredygtig løsning end det alkohol vi fik til morgenmad i går! Som den uerfarne jæger jeg er, havde jeg fået ALT for meget tøj på, fordi jeg var bange for at fryse. Og når man binder et af de inderste lag rundt om maven allerede efter en time, ødelægger det ligesom camouflagen…
Nu hvor jeg har prøvet de to meget forskellige former for jagt, må jeg indrømme at sammenlignet med ”spot and stalk” så foretrækker jeg ”sid og vent”-udgaven. Under en pürch er der alt for mange potentielle fejl man kan begå. Hvis du er alene, er der kun dig selv at bebrejde, hvis noget går galt. Er det ikke altid det letteste? Jeg mener at give dig selv skylden, hvis det ikke går som planlagt?
Hvis jeg kun kunne vælge én evne her i livet, ville det være at tackle mine fejltrin, rejse mig igen, vise mit hjerte mere nåde og prøve igen uden skam og skyld. Hvordan ville livet være hvis jeg anså enhver fejl for at være et væksthus for ny læring og mere erfaring?
Og det var præcis noget af det vi lærte i dag. Vi så adskillige vildsvin på afstand og kom endda rimelig tæt på tre af de store(!), der lå og sov efter en nat fuld af aktivitet. Med et par gode chancer og en enkelt forbier, var Michael ikke i specielt godt humør! Jeg vil væde med at enhver jæger ved, hvad det sige at ramme ved siden af. Men ikke alle deler deres fejl for at andre kan lære af det. Det kræver altid mod at være ægte og sårbar.
Tilbage i jagthytten fik vi lækker røræg af påfugleæg og hjemmedyrkede squash til ”second breakfast” mens vi bearbejdede morgenens begivenheder.
Fordi vi ikke kunne finde pilen, måtte vi vende tilbage til skudstedet for at lede efter den, og det var faktisk en interessant oplevelse for mig. Når Michael prøvede at huske situationen, var han ret sikker på sin egen placering på 30 meters afstand i forhold til vildsvinet i skudøjeblikket. Både Michael og guiden så pilen slå smut på skovvejen ca. 50 meter væk. Og det gav os en idé om, hvor vi skulle kigge efter pilen.
Først efter 20 minutters eftersøgning fandt vi pilen i et træ, 40 cm over jorden i en afstand af 200 m fra skudstedet! Hvis ikke træet havde stået der, ville den måske have fortsat endnu 100 meter. Buen er virkelig et kraftfuldt redskab! Og hvor ville det være nyttigt, hvis jeg havde hørt efter i fysiktimerne…
Men, jeg foretrækker altså siddepladsen i jagtstigen, mens Michael hellere vil snige sig rundt. Derfor lavede vi en kombination på aftenjagten. Guiden satte os af to forskellige steder i skoven, selvom det regnede lidt. Efter lidt tid ville Michael så finde tilbage til mig på det sted, der er blevet min nye favorit plet.
Roen var overvældende og lyden af regndråberne på bladene var lige så helbredende at lytte til, som bølgerne der ruller ind over stranden, hvilket jeg ikke kan undvære.
Ingen vind. Ingen dyr I sigte. Jeg elskede det virkelig og jeg blev virkelig våd! Tre gange tænkte jeg: Bare rolig, regnen stopper lige om lidt. Og hver gang – (uden undtagelse!) – hver gang synes regne at tage til! Som om nogen prøvede at lære mig vigtigheden af at have noget ordentligt grej!
Okay, okay jeg fatter det efterhånden! Det meste (!) af Michaels grej er faktisk en nødvendighed og ikke bare en mulighed. Når du bruger timer i naturen, som ikke tager hensyn til dig, som de fleste jægere jo gør, er det ikke meningen at bekymringer om hvorvidt du er for varm eller for kold, våd eller stadig tør, skal stjæle dit fokus fra skønheden og aktiviteten som foregår rundt om dig.
Men på trods af den tunge regn, nød jeg stadig udsigten. Langsomt kom jeg til det punkt, hvor jeg tænkte at det ville være dumt at blive fuldstændig gennemblødt og jeg overvejede seriøst at trække mig tilbage til et overdækket skjul på jorden for at finde ly for regnen. I det øjeblik kiggede jeg over skulderen og en flok vildsvin kom ud i lysningen for at spise. Jeg sms’ede med det samme til Michael og han satte kursen hen mod mig. Men han blev forsinket af en anden gruppe vildsvin og kom ind på 70 m, men stadig udenfor rækkevidde for et skud.
I 15-20 min sad jeg og filmede og tog billeder, mens jeg prøvede at beskytte kameraet mod regnen, samtidigt med en slags ”mission-impossible-redning” af min handske før den faldt ned fra min plads i træet og sandsynligvis ville skræmme flokken væk. Jeg kan ikke vente med at dele nogle af de øjeblikke, så snart vi får en bedre internetforbindelse…
Hvis Michael havde været der sammen med mig, ville han have haft den perfekte chance for det perfekte skud! Men flokken valgte at stikke af fem minutter før han kom. Det ville have været en fed revanche fra i morges og en fantastisk historie til bloggen… Men det her er det virkelig liv, det her er jagt.
