Denne dag begyndte kl 04 med en meget anderledes form for ”off road pürsch” efter extraordinære bukke og blev samtidig et morsomt studie af det slovakiske sprog.
De vækkede os efter næsten to en halv times søvn og vi fandt ud af at de andre efter at have brækket og parteret vildsvinene, var de taget på vildsvinejagt igen, dog uden held, og havde ikke sovet overhovedet.
Så Martin, Erik, Michael og jeg kørte afsted efter morgenmad bestående af kaffe og en vaniljevaffel, i retning af en anden del af jagtområdet. Vores vært Martin, kørte langsomt gennem bakkerne. Af og til stoppede han bilen og de rullede vinduerne ned og kiggede omhyggeligt efter dyreliv i bevægelse. Og vi så en hel del! Mindst 5-6 bukke og lige så mange råer, plus en flok vildsvin, bare i det korte tidsrum fra svage morgenlys til efter solopgang. Regnen var stoppet en halv time før vi blev vækket, hvilket sandsynligvis ville lokke dyrene fra deres skjulesteder og ud på åben mark.
Sommetider ville Martin gribe kameraet i stedet for kikkerten for at tage et billede af bukken for at se om den var ”afskydningsklar”. Og ud fra Michaels reaktion, kunne jeg se at ”afskydningsklar” betød noget over gennemsnittet for størrelsen af en moden dansk råbuk. Jeg kan godt lide at de ikke bare skød alt hvad der bevægede sig, men vidste hvilken form for regulering der er nødvendig for at holde bestanden af rådyr sund og i trivsel.
De fik øje på en meget fin buk og besluttede at stoppe bilen og følge efter den til fods, for at se om de kunne komme tæt nok til at Michael kunne få en god skudchance. Udsigten over dette bakkede landskab var ufattelig smuk med en let morgentåge lige før solopgang. Mens Michael fulgte bukken, krydsede en vildsvineso med smågrise vores rute, kun 30 meter foran os og forsvandt ind i en mark med sojabønner.
Men bukken fulgtes med en rå. Det er tilsyneladende en universel ting at ”hunner” bekymrer sig for meget og ser farer alle vegne… Men denne gang havde hun ret i sin antagelse. Og selvfølgelig advarede hun bukken, og de forsvandt. Mens vi gik tilbage til bilen, smilede mændene og refererede til dette som ”det feminine problem”.
En anden grund til et par gode grin, var det faktum at de fleste af grusvejene ikke var andet end nogle stejle hjulspor og tilmed rimelig smattede efter regnen. Vores vært viste sig at være en ret dygtig chauffør som helt sikkert havde prøvet det før! Nogle gange måtte jeg lukke vinduet for ikke at blive dækket af mudder der kom flyvende ind mens vi kørte næsten sidelæns med bagenden af bilen halvt uden for sporene!
Imponerende nok klarede vi den hver gang! Og det gjorde det bestemt ikke mindre sjovt at vide at det hverken var min bil eller min forsikring der var på spil. Efterfølgende delte de hemmeligheden bag deres viden om både bilens og vejforholdenes begrænsninger. Det var nemlig sket et par gange gennem årene at de måtte ringe efter en traktor som kunne trække bilen fri igen. Jeg tænker at det er essensen i at lære af erfaring.
Den eneste chance for at få et trofæ med hjem, opstod da de spejdede efter en buk som de havde set på højre side af en bakke. Bilen bragte os langsom og sikkert, men ikke lydløst til toppen for at komme nærmere. Da bukken ikke viste sig begyndte de at kigge sig omkring og så to bukke i dalen til venstre for os. En ung èn og en fin buk. De blev virkelig fokuserede og udpegede for Michael hvilken en han skulle sigte efter. Han hvilede riflen på sin skydestok og var klar.
Men til alles overraskelse kom en lokal borger gående lige ind i scenen og pludselig begyndte han at løbe og råbe og skræmte bukken. Den kom spurtende op ad bakken og Erik instruerede hurtigt Michael til at vente. På 150 meter længere til venstre, og på god afstand af manden, lavede Erik et højt kald, så bukken stoppede op. Men den blev ikke stående længe nok til at Michael kunne nå at stabilisere sit sigte og trykke på aftrækkeren, og så var den væk bag bakken. Deres frustration over fyren der tilfældigvis var på det forkerte sted og det forkerte tidspunkt var tydelig! Og jeg lagde mærke til især ét slovakisk ord der blev gentaget en del…
Det var den sidste afskydningsmodne buk vi så den morgen. Solen var fremme og op ad dagen når det bliver varmere, vil bukkene hellere ligge i skyggen af krattet, hvilket gør dem svære at få øje på. Så efter at vi havde tjekket et par enkelte steder, vendte vi tilbage til vores udgangspunkt, hvor de tre sidste fyre var ved at vågne op og lave kaffe. Uden at vide det med sikkerhed, lød det som om de delte historien om manden som havde ødelagt jagten. Og igen lagde jeg mærke til det samme ord og spurgte hvad det betød. De grinte og oversatte. Som jeg nok havde regnet ud, var det ikke et pænt ord. Lad os bare sige at de i ét ord beskrev manden og hvad de mente om ham…!
Modsat er det faktisk svært at beskrive disse fyre med ord. Under samme forhold, uden søvn, ville jeg have været noget af et monster. Men selvom de levede intenst for jagten og ikke spildte deres tid med at sove, var de gavmilde, tålmodige, venlige og i godt humør.
Vi vendte tilbage til det første jagtområde i god tid til en lur og en sidste jagt fra min yndlings jagtstige. Det var i overført betydning vores sidste skud, selvom vi håbede det ville blive bogstaveligt. Men nej. Det var én meget stille aften, hvor vi iagttog et par råer hundse rundt med hinanden og det lykkedes os begge to at falde i søvn i hver vores træ uden at falde ned.
På vores sidste dag i Slovakiet, mens vi sagde farvel til alle disse fantastiske mennesker, blev de ved med at sige ”næste gang I kommer” og ”når I kommer tilbage i oktober” og det gør vi måske! For alt ved denne tur har været … hvad var ordet… Dobre! – Godt!
En 16-timers køretur tilbage til Danmark giver masser af tid til at tænke og jeg huskede at jeg på turen herned så et Facebook post med et citat fra en 85-årig dame, der overvejede hvordan hun ville leve sit liv anderledes, hvis hun fik chancen. Og et andet post der opfordrede til at gøre mindst én crazy ting om dagen!
Som nygifte kørte vi motorcykel. Faktisk spøgte Michael med at jeg måtte tage motorcykelkørekort hvis jeg ville giftes med ham. So det gjorde jeg. (Og hvis jeg spurgte, ville han sikkert sige at det ikke var en spøg). Som motorcyklist lærte jeg at der er en ganske fin grænse mellem crazy og uansvarlig. Men nogle gange kan ansvarlighed suge al morskaben ud af livet.
Jeg tænker at jagt er en intens måde at leve på uden at spille roulette med sit liv. I det mindste for jægeren. At begrænse nogens eller din egen livsglæde vil være en langsom, men sikker måde at kvæle sjælen på. Måske er den livslæring jeg skulle have ud af denne tur, at jeg skal finde en måde at leve mere og øve mig i at udleve den indbyggede vildskab, som jeg er skabt med, og som jeg havde, inden jeg blev ansvarlig.
