Bukkejagtens sidste timer…

På et tidspunkt i de fleste jægeres liv bliver man nødsaget til at ringe til en schweisshundeføre – det har jeg vidst siden jeg fik jagttegnet, men nok aldrig troet det måtte være mig, der skulle ringe… Jeg havde sat den sidste weekend af til bukkejagt, på et nyt revir jeg har fået, imod løftet om at forsøge at skyde en sommerbuk til jordejers grill. De første dage i bukkejagten var jeg en flittig gæst på reviret, men efterfølgende var bukkejagten aflyst pga. job og efterfølgende en måneds familietur i Thailand. Så det var med stor jagtiver, at jeg satte mig i bilen og kørte hjemmefra – 3 dage forude, hvor jeg kunne fokusere fuldt på jagt, og kunne være alene efter en lang ferie med god, men også intens kontakt med familien døgnet rundt. Hvor bliver dyrene af? At lære et nyt revir at kende er noget af det, jeg nyder mest. Jeg elsker når mine formodninger og jagtmæssige lærdomme bliver til skamme, og dyrene bare færdes af andre stier end jeg først forventede – selvfølgelig forudsat at de stadig er på mit jagtområde 🙂 De første dage i bukkejagten forløb, hvor eneste møde var en spidsbuk, som nærmest gik ind i mig 10 min før skydetid. Pludselig kom han frem på 40 meter og gik målrettet imod mig, indtil han stoppede på 5 meter og kiggede mig an i et stykke tid, for herefter at trisse ind bag nogle væltede træer. Ellers gik dagene med at kigge ud over en perfekt eng, hvor der bare ikke viste sig skyggen af hverken rå eller buk. Jeg valgte samme position i skoven til min første morgenjagt i fredags – efter nogle timer uden tegn på liv i skoven valgte jeg at pürche en tur og se lidt på plantagen af juletræer – og her stod bukken – en flot, kraftig 6-ender og jeg gjorde mig klar til skud. Plantagen består af knæhøje granner, og jeg kunne se ham gå målrettet rundt, men han stod ikke stille på noget tidspunkt, så jeg kunne sætte et forsvarligt skud på ham. At han gik netop der, overraskede mig så meget at jeg ikke fik råbt ham an, inden han forsvandt ind i nogle højere granner bagerst i beplantningen. Jeg forsøgte at liste mig ind på ham, men han fangede min fært og listede ud af stykket.

Hvor uheldig kan man være? Lørdag morgen gik med store forhåbninger om, at den fine buk skulle træde ind på scenen igen – scenen var idyllisk med skoven som vågnede, og harer og råer som kom og gik – men bukken var som sunket i jorden. Da jeg skulle til at pakke sammen, kom der to fuldvoksne harekillinger løbende af skovvejen. Vinden var imod dem, og bragte min fært med, men de hoppede bare legende nærmere. Jeg forventede de ville stoppe og vejre og derefter tage en hurtig retræte hvert sekund, men de to harer endte med at stoppe op blot 0,5 meter fra min støvlesnude og nippe lidt til det halvtørre græs i midterrabatten i et lille minut, inden de langsomt hoppede tilbage af vejen. Wow, det var nature på første parket – Sitka Gear-camoen viste sig igen at være uhyre effektiv.

Efter en god middagslur var jeg igen på jagt, og den mindre buk kom efter nogle timer frem i beplantningen, men jeg tøvede lidt – håbede jo stadig at hans farmand ville dukke op. Han lagde sig med en rå i de små graner, og væk var han. 1 time før lukketid besluttede jeg mig at forsøge at pürche ind på ham og tage skuddet, hvis muligheden ville opstå. Dette var en større udfordring end som så, da hele reviret pga. tørken er beklædt med forræderiske nedfaldsblade og indtørret ukrudt. Det krævede med andre ord, al den tålmodighed jeg kunne mønstre for at gå i super-slow op imod punktet, hvor jeg forventede, at han lå. Da jeg var bare 50 meter herfra, kom 2 fyre gående igennem beplantningen, og bukken og råen løb lige hen foran det sted, jeg havde siddet bare 20 minutter forinden. Efter nogle minutter løb de tilbage imod mig, og det blev til den mest nervepirrende pürch jeg har haft til dags dato, men bukken formåede at fordufte uden jeg bemærkede dette, så den sidste del af pürchen viste sig at foregå som en tango blot med mig og den opmærksomme rå. 2 timer før lukketid… Efter en morgenjagt unden noget at berette om var tiden kommet til sidste jagt. På dette tidspunkt havde jeg brugt tæt ved det første døgn på reviret, og trætheden var så småt ved at krybe ind på mig. Med VM-finalen i ørene sad jeg og nød skoven falde til ro, og dyrene som kom frem eftersom temperaturen dalede. Og så 2 timer før lukketid kom den mindre buk frem – han gik lidt ubeslutsomt frem og tilbage, hvilket blev hans endeligt. Jeg fik ham stoppet med et højt bjæf, og trådkorset faldt til ro på bladet. Oplevelsen af skuddet var godt, og han lavede en baglæns koldebøtte, hvorefter jeg ikke kunne se ham. Skudstedet blev markeret på Wehunts app, og efter de obligatoriske 15 min begav jeg mig langsom imod skudstedet med en rigtig god fornemmelse i maven, men som jeg nærmede mig steg uroen. Der var bare ingen buk at finde og heller ikke noget sweiss. Jeg spolede den indre film tilbage og genkaldte mig skuddet igen og igen. Der havde ikke været bragende bukkefeber eller et tvivlsomt skudbillede, men jeg måtte erkende at jeg nok fik brug for hjælp. At han var ramt, var jeg helt sikker på. Efter at have snakket situationen igennem med Michael over telefon, ringede jeg til schweisshundeføren Freddy Jensen, som lige skulle lave en anden eftersøgning, inden han kunne komme forbi. Den time var en af de længste i mit liv – og følelserne sad udenpå tøjet, da han kom trillende i selvskab med hans ruhårede hønsehund. Jeg havde heldigvis holdt hovedet koldt, og havde ikke gået rundt lige omkring skudstedet og dermed ødelagt evt. blodspor, og da hunden kom til skudstedet, foretog den et resulut skarpt sving ind i skoven, og efter 5 min kunne jeg høre hundeglam. Minutterne sneglede sig afsted indtil Freddy kom kørende med bukken på køleren af sin 4-hjulstrækker. Det var det bedste syn! Bukken var truffet lige under bugen – ca. 2 cm for lavt til et lavt hjerteskud, så hunden måtte affange den på naboens mark. Efter det obligatoriske besøg hos naboen med hundeføren, hvor han selvfølg blev hørt, om han ville have dyret som loven foreskriver, kunne jeg køre imod Aarhus igen med dyret i bagagerummet. Ikke min heldigste dag som jæger, men klart en buk jeg aldrig vil glemme. Med tankerne fyldt af stor taknemmelighed til Freddy og hans effektive ruhårede hønsehund, og til naboen som lod mig beholde dyret, kom jeg hjem igen med fornyet energi efter 3 døgn i selvskab primært med mig selv og den fantastiske natur, og med mange nye erfaringer af dyrenes vaner på mit nye jagtrevir. Nu skal jeg på skydebanen og kontrolskyde riflen, og glæder mig ellers til, når gåsejagten går ind om ganske få dage – det er ikke meget ferie man får som inkarneret jæger 😉 Knæk og bræk Her lidt billeder af bukken…