Mit venskab med Steen går cirka 25 år tilbage, så udfordringen blev taget meget alvorligt, da hans kone bad mig om at arrangere en jagtrejse, som han skulle have i fødselsdagsgave.
I stedet for at gå via de etablerede jagtrejsebureauer, skrev jeg til Martin, – en ven, som jeg mødte første gang på en jagttur til Slovakiet for nylig. Det resulterede i en autentisk, lokal slovakisk jagtoplevelse, som vi på ingen måde selv kunne have planlagt hjemmefra.
Smeden klager ikke
Steen og jeg har delt flere gode jagtoplevelser herhjemme, men udsigten til flere dage sammen og oven i købet udenlands var en væsentlig opgradering. Jeg skriver lidt frem og tilbage med Martin, som er født og opvokset i Slovakiet i en familie, hvor jagt har været en del af opdragelsen, da de ejer flere større skove og landbrugsområder.
Planen endte med tre dages fri efterårsjagt på vildsvin, men også kron- og vildt, med regulering af hinder og kalve til en god fast stykpris. Desuden var det aftalt, at Martins danske forretningsforbindelse, Lars skulle med, så vi var tre til at dele transportudgifterne og chaufføropgaven. Den godt 16 timer lange køretur til Slovakiet var en udmærket mulighed for at lære hinanden at kende og dele jagthistorier. Et akut hold i ryggen opstået få dage før var dog en udfordring, Steen kunne have undværet. Men med en overnatning undervejs og nogle gode pauser gik det. Og en smed beklager sig ikke…
Duften af gamle dage.
Vi skulle mødes med Martin efter fyraften. Vi var i god tid og valgte de mindre bjergveje i stedet for motorvejen. Slovakiet er et virkelig smukt land, som er turen værd i sig selv! Bjergrigt med meget varieret skov, der ikke bærer præg af skovdrift, afbrudt af vådområder og landbrugsarealer fyldt med spor efter de mange vildsvin. Vores første destination var en restaurant, hvor vi rigtig fik fornemmelsen af at være kommet på herretur. Efter middagen var det tilladt at finde cigaretter og pibe frem, som kunne nydes i det tilbagelænede chesterfield-møblement. En uddød dansk tradition, som sikkert mindes med blandede følelser, men for os lugtede det lidt af lange aftener på et ungkarleværelse, hvis man altså lukkede øjnene og i stedet forestillede sig en slidt sovesofa.
Martin præsenterede os for en mulig, men valgfri ændring i planerne. Hans far havde inviteret venner og bekendte til en større drivjagt i anledning af sin fødselsdag, og vi var mere end velkomne til at deltage. Vi greb det generøse tilbud uden at vide helt, hvad vi kunne forvente.
Den første nat overnattede vi i familiens overdådigt velindrettede jagthytte i det sydvestlige Slovakiet med mange og flotte trofæer, som sendte tankerne på langfart.
Naturen giver ikke garantier.
Næste morgen bød på turens første jagt efter hind og kalv. Dog tilbød Martin en enkelt dåhjort som en del af den aftalte pris. Vi trak lod, og Steen vandt en pürsch, mens Lars og jeg fik til tildelt hver vores post, uden at vi dog blev snydt for spænding.
Min hochsitz var nok nærmest en lille jagthytte på høje ben. Ikke nødvendigvis min foretrukne måde at jage på, da jeg elsker kontakten med naturen og dens luner på jagten. Det viste sig dog at være en god kombination af pürsch og anstandsjagt, for jeg kunne ofte høre dyr i bevægelse rundt om tårnet.
Pludselig kommer en kronhind med to kalve løbende på tværs af lysningen og stoppede op, da de krydsede min fært. Jeg vidste, at jeg kun havde få sekunder, inden de ville tage flugten. De stod tæt sammen og gav ingen skudmulighed. Da hinden satte i løb, blev den ene kalv fri, og jeg afgav et succesfuldt skud.
Lidt anderledes var det for Steen. Han fik kun en enkelt chance på en stor dåhjort, der passerede i fuld fart på 100 meter. Han valgte at lade den gå, fordi risikoen for en anskydning var alt for stor. Jagt i naturen giver mange muligheder og af og til chancer, men ingen garantier.
Bjørnesædet
Vi fortsatte til et bjergområde i det centrale Slovakiet på 3.500 hektarer for vores aftenjagt på vildsvin, hind og kalv og fik anvist hver vores post. Mit skydetårn blev kaldt ”bear-seat”, fordi der her er set bjørn en del gange i løbet af jagtsæsonen.
Både bjørn og ulv kan jages på begrænset licens i landet, og jeg sad i mit stille sind og håbede på at få blot et kort syn af noget vaskeægte europæisk storvildt. Med pladsanvisningen fulgte udtrykkelige instrukser om under ingen omstændigheder at gå ned, før jeg blev hentet igen. Heller ikke lige for at træde af på naturens vegne. Jeg fik heldigvis ikke brug for kreative løsninger på det problem.
Til højre var der fældet skov ned ad skråningen, en betagende udsigt til et kuperet landskab på den anden side af dalen, og til venstre og bag tårnet var der tæt skov. Jagt efter solnedgang i Slovakiet er tilladt fra to dage før fuldmåne til og med to dage efter, så tusmørket var en ny og lidt uvant udfordring.
Fordelen ved mit elektroniske in-ear-høreværn er, at de svage lyde fra bevægelse i skovbunden forstærkes og hjælper til at retningsbestemme lydene, så jeg var allerede forberedt, inden dyret kom frem fra skovkanten.
Råbuk og kronvildt.
Denne gang var det en fin råbuk, der kom frem på 50 meter og gik fri. Derudover blev det ikke til reelle skudchancer for mit vedkommende, men jeg kunne dog nyde synet af en flok kronhjorte i månelyset.
Lars fik skudt en kronhjort, der viste sig at være lidt større end de økonomiske overvejelser, han havde gjort sig på forhånd. En risiko, der ofte følger med en betalingsjagt. Steen måtte for anden gang se bagenden på et flot trofæ forsvinde ud af skudhold, denne gang en keiler på over 200 kilo.
Denne nat var vi indkvarteret i en lille charmerende jagthytte uden indlagt strøm og vand, kun brændeovn, levende lys, en lille generator og med et toiletskur omme bagved, hvor der var god udluftning mellem brædderne til at nyde udsigten til skoven. Vi jokede med det smarte i, at man ikke kunne blive overrasket af en ulv uden for døren, når man kunne se den på lang afstand…
Ulvehylet
Tidligt næste morgen, mens vi pakker bilerne sammen med Martins to kammerater, der skulle med på dagens fødselsdags-drivjagt, stopper vi alle sammen op ved lyden af ulvehyl. Det var fascinerende at iagttage de tre lokale, mens de lyttede og prøver at regne ud, hvor det kom fra. Det giver lige et ekstra element til jagten, og jeg må indrømme, at det giver lidt gåsehud ved fornemmelsen af, at jeg ikke nødvendigvis er den, der er øverst i fødekæden.
Vi kører en times tid mod sydøst til en fårefarm, som skal være udgangspunktet for dagens drivjagt. Det samme område, hvor jeg havde været på jagt i sommerens løb. Det første, vi ser, da vi ankommer, er to store, gamle militærlastbiler, som er persontransporten for de cirka 50 skytter, nogle med påhæng, mens driverne selv kører. Deres tradition med at have kone eller kæreste med på drivjagt – kun enkelte af dem som skytter – bragte en superhyggelig og familiær stemning ind på jagten.
Drivjagten
Efter de obligatoriske håndtryk og et dejligt gensyn med yderligere tre af sommerens jagtvenner, er der morgenmad, mens alle bliver registreret med våbennummer og kaliber, samt jagttegnsnummer.
Parolen foregik på en for mit vedkommende uprøvet måde. Vi stod ikke i en hestesko, som man ofte gør i Danmark, men derimod i korte lige rækker ud fra hver side af et kvadratisk område med jagtlederen forrest og driverne i lignende rækker ved basen af området. Afskårne grangrene markerede, hvor rækkerne skulle stå. Vi havde fået parolen på engelsk i bilen på vej til stedet, så vi nikkede bare og smilede, mens parolen blev afholdt på slovakisk. Der var ingen tvivl om, at jagten var velarrangeret med fokus på sikkerhed trods de venskabelige former.
Vi blev kørt ud på drevet i de gamle militærlastbiler. Ofte på enormt smalle og dårlige skovveje, hvor bøgegrenene slæbte hen ad vognens sider. Imponerende nok kom den kæmpestore bil igennem selv de smalleste passager i skoven.
