RS 700 – Verdens lækreste rettrækker – i ny forklædning!

Min nysgerrighed på nyt grej griber sommetider lidt om sig… Men jeg havde aldrig forestillet mig at en jagtmesse ville føre til et besøg på selve fabrikken, hvor Strasser producerer de rifler som virkelig fascinerer mig. Det er der kommet en lille video ud af, som du finder nederst.

Det har været ”kærlighed ved første skud”, siden mit første rigtige stævnemøde med en Strasser-riffel i skydebiografens mørke hos Korsholm, som du kan læse om her. Den RS14 der siden har fået fast adresse i mit våbenskab har også ofte været med på tur, på jagt, på skydebanen og diverse skyde konkurrencer.

Essensen i en Strasser

Strasser er en mindre familieejet riffelproducent, kendt for deres rettræk, der efter min mening er ret enestående. Repetionsbevægelsen kræver et minimum af kræfter og både finish og de mekaniske funktioner på deres rifler matcher til fulde – og lidt til, andre rettrækkere. Lækkerhedsfaktoren er ekstrem høj, og kan mærkes så snart man får riflen i hænderne og i særdeleshed hvis du får muligheden for at tage den på skydebanen.

Sidst i 2022 varslede Strasser at de var på vej med en ny riffel. Deres RS 700, en slags ”3-i-1”-model, er verdens første rettrækker med Remmington 700 footprint, som gør det muligt individuelt at tilpasse din riffel med et hav af våbendele fra andre producenter, som alle passer med denne standard.
Modellen er knapt nok landet i de danske jagtbutikker så man fysisk kan sammenligne og få en fornemmelse af de tre forskellige skæfter. Træ eller kunststof til jagt eller et sportspræget skæfte til langdistanceskydning, som igen kan kombineres med løb i tre forskellige tykkelser og længder.

Jeg har ventet spændt på om det er lykkedes dem at bevare finish og essensen i en Strasser og måtte køre lidt efter at få den i hænderne. Men jeg er ikke blevet skuffet.

IWA-messen i Nürnberg

Februar, marts og april er højsæson for jagt- og outdoormesser. Messerne er en super god mulighed for at få alt det forskellige grej i hænderne, som man går og ønsker sig og drømmer om. Det er tid til at nørde detaljer, måske forstå nogle af tankerne bag designet. Og det er i høj grad også et sted for networking. Men det er også stedet, hvor man let kan miste orienteringen i alle de behov, man ikke vidste man havde!

Men IWA-messen i Nürnberg først i marts, skiller sig ud fra andre messer, både på størrelse og ved ikke at være målrettet slutforbrugeren, så her hjalp det lidt at man ikke kan købe noget. De henvender sig nemlig primært til forhandlere, distributører af grej, samt journalister, folk fra sociale medier og andre der på den ene eller anden måde promoverer de forskellige produkter. Selvom IWA rundt i de 8 udstillingshaller(!) sigter bredt mod alt fra softgunners, over jagt og outdoor, til militær og politi, er det et unikt vindue ind i jagtindustrien, som vi jægere er en del af, om vi vil det eller ej.

Første kontakt til Strasser

Før IWA havde jeg haft lidt mailkorrespondance med Caroline Strasser for at finde ud af om de var til stede på IWA, i håb om at kunne møde dem og høre lidt om tankerne bag det nye tiltag. Beskeden var at Matthias Strasser ville være på messen, men at møde kalenderen allerede var fyldt til randen…

Så strategien var jævnligt at cirkulere forbi messestanden hvor Strasser holdt til, på vores to dages cruise rundt i ”Grej-Mekka”. Måske ville der være tid til en lille bitte snak mellem møderne…?

Første gang vi forsigtigt spurgte efter Strasser-teamet, fik vi at vide at de var tjekket ud for den dag. Anden dag kunne gav den søde receptionist et tilsvarende svar.

Sidste skud

Søndag var vores sidste dag i Nürnberg, og vi var faktisk på vej hjem. Men ved et sidste besøg på messestanden mødte vi tilfældigt en fyr i en Strasser-hættetrøje, som jeg genkendte som Martin Skrivanek. Han er udvikler for Strasser og manden bag den nye RS 700. En ydmyg våbensmed/ ingeniør, som leder den tekniske afdeling, med let til smil, og øjne der lyste helt op, da vi fortalte at modellen var en af hovedårsagerne til, at vi havde kørt de 9 timer ned gennem Tyskland.

Han præsenterede modellen som sin “brain baby”. RS 700 er resultatet af fire års grublen, tårer og søvnløse nætter, før de nu endelig er klar til at sende den ud i verden. Da Martin først hev en demonstrationsmodel op af tasken og engageret begyndte at forklare de nye detaljer og fortælle hvordan de har løst forskellige tekniske udfordringer, kunne vi ikke mærke på ham at det var messens fjerde dag og Martins tredje messe på tre uger! Det er ikke uden grund at IWA’s primære hashtags for i år var #ShareThePassion.

Vi fik 10 minutter mellem to møder, og en invitation til at komme ned og besøge dem på fabrikken i Salzburg, Østrig. Det behøvede de ikke at sige to gange! Så sidst i april købte jeg en flybillet til Østrig, tog mit kamera med og slap nysgerrigheden løs. Videoen er resultatet. Vi er ikke prof, – endnu, men vi har det sjovt!

Besøget ved Strasser

I mit møde med Matthias Strasser og Martin Skrivanek var deres passion og engagement mærkbar og jeg håber deres dedikation kan trænge ud gennem skærmen. Første halvdel er en rundtur på fabrikken, hvor jeg havde det privilegie at få et indblik i produktionen og Strassers verden. Den anden del af videoen er en alt for kort samtale med to af dem der står bag verdens lækreste rettrækker! For grundige og passionerede mennesker er ”my kind of people!”

God fornøjelse!

P.S: RS 700 lander ved de danske våbenforhandlere denne sommer, 2023, og kan blandt andet ses hos Korsholm. Hvis du aldrig har haft en Strasser i hænderne, skal du nok overveje det nøje… For det kan blive ”kærlighed ved første skud”!

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *