Vinterhygge i værkstedet

Vintertid er for mig tid til de projekter, man har haft stående i bl.a. våbenskabet, men ikke fået gjort noget ved i løbet af jagtsæsonen. De mørke aftner inviterer nærmest til eftersyn af våben, og til at få trofæer på plade. Sidste vinter kastede jeg mig ud i en større renovering af et side-by-side haglgevær, og du kan læse om den genstridige og læringsrige proces herunder. Indrømmet så havde dette gevær faktisk stået en del sæsoner uberørt bagerst i mit våbenskab. For efterhånden nogle år siden fik jeg et arvestykke i form af en hærget Bülhag Side-by-side 12/70er. Den havde tilhørt et afdød familiemedlem i min konens nære familie, og havde lagt på loftet i over ti år, inden lovkravet om godkendt våbenskabe resulterede i, at geværet kom i et tørt og temperaturstabilt våbenskab hos en onkel. De mange år med svingende temperature og luftfugtighed på loftet havde desværre sat sine tydelige spor på både løb samt baskyle, og skruerne var ubehjælpeligt rustet fast i skæftetræet. Hvis det ikke havde været for geværets affektionsværdi havde jeg aldrig kastet mig ud i projektet. Men historien bag geværet og min nysgerrighed for at lære nyt lokkede mig ind i projektet i håb om at lave en ”extreme makeover” af geværet, om end jeg allerede fra starten vidste, at skydning med hagl med højt gastryk var udelukket grundet løbets tilstand. Det viste sig at mange aftener skulle gå i selvskab med dette genstridigt og krævende projekt som i høj grad testede min tålmodighed og evner til at udtænke kreative løsninger. Jeg havde ingen erfaring med geværrenovering, og mange ting vil jeg i bagklogskabens klare lys gøre anderledes i dag, men det var også en del af mit mål – at lære nyt og teste mine håndværksmæssige evner. Den omfattende renovering var en overraskelse til min kone, så arbejdsaftnerne foregik efter at børnene var lagt i seng, når hun var på aftensvagt på hendes job. Jeg startede processen med at tage forbi en bøssemager og få lidt vejledning, og har mange gange genlæst denne virkelig udførlige og praktiske artikel om de forskellige trin for renoveringen af skæftet fra Always Hunting http://alwayshunting.dk/2016/01/23/skaefterenovering-for-begyndere/. Renoveringen af baskyle og løbet fandt jeg inspiration til igennem FB, Youtube og en masse søgninger på Google. Rustet ubehjælpeligt fast… De mange år på loftet, havde som sagt, sat sine tydelige spor på geværet. Alle skruer, som havde været i kontakt med skæftetræet, var rustet ubehjælpeligt fast, og eneste mulighed var at bore skruerne ud, da gevindet på skruerne efter få velmente, men bestemte vrid med skruetrækkeren blev ubrugelige. Så jeg måtte finde jernboret frem og væbne mig med tålmodighed, da bagkappen skulle forblive intakt og sættes på bagskæftet efter renoveringen.

Da skruerne i bagkappen var boret ud havde jeg håbet på at finde en bolt, så baskylen kunne afmonteres bag i skæftet, men dette var ikke tilfældet – skruerne i selve baskylen skulle løsnes for at få skæfte og baskyle adskilt. Dette måtte jeg erkende var en noget nær umulig opgave for mit værktøj, så jeg var en tur forbi en bøssemager og fik lidt hjælp. Bevæbnet med en CO2-svejser, hammer, skruetrækkere og insisterende fysisk tvang blev de nødvendige maskinskruer løsnet. Nu kunne baskyle og beslaget i forskæftet afmonteres og processen fortsætte hjemme i værkstedet. Genstridig lak. Skæfterne blev lagt i lakopløsende væske, først i NitroMors, men efter et langt fra tilfredsstillende resultat, anvendte jeg Superstripper fra Polyfilla, som efter nogle forsøg fik bugt med lakken. Lakken var af en særlig genstridig karakter, så den måtte behandles en del gange med de omtalte lakopløsningsmidler. Da lakken var løsnet tilstrækkeligt, blev skæftetræet vasket og skrubbet gentagende gange med en hård opvaskebørste samt skuresvampe inden træet kunne tørre op. Her var jeg opmærksom på at skæftetræet ikke tørrede for hurtigt, da skæftetræet ikke havde set skyggen af olie i skræmmende mange år.

Den resterende lak blev nænsomt fjernet med et en ny klinge til min hobbykniv. Knivklingen blev holdt med løse fingre i en skrå vinkel på træet, og med forsigtighed kunne man herved fjerne de sidste lakrester. Hvis man undgår at lægge for meget pres på klingen, kan man ret let undgå at lave mærker og fordybninger i træet. Dette forudsætter dog at træet forinden har haft nok tid til at tørre. Resultatet blev et helt rent stykke træ uden lakrester, som nu var klar til at blive pudset. Jeg fandt vådslibepapir i ark hos Bauhaus, og pudsede gentagende gange med kornstørrelse 400, 800 og 1200. Netskæringerne valgte jeg ikke at trække om, men rengjorde blot disse grundigt med en tandbørste og en blød stålbørste.

Efter mange timers god terapi med pudsning, var det tid til at tilføre skæftet ny olie og hærder. Den fik olie 6 gange og hærder som afslutning. Svaret stod i skabet. Behandlingen af specielt baskylen krævede en del research inden jeg blev tippet om en super simpel løsning på den genstridige rust, som havde angrebet geværet. Baskyle og beslag var slemt medtaget med små pletter af rust, og mit første forsøg på at fjerne disse foregik med fint ståluld og våbenolie. Jeg brugte ”Trollull” i den utrafine udgave 0000 fra T-Hansen, og dette kunne godt fjerne enkelte pletter efter møjsommelig pudsen, men et tilfredsstillende resultat bevirkede stålulden ikke.

Jeg valgte at spørge alle de gode jægere på FB, og der kom utallige løsninger på mit rustproblem. Alt fra vandpolering til neddypning i Cola eller ketchup blev nævnt som muligheder, men jeg endte med, efter en del research på bl.a. youtube og blogs, at putte baskyle og beslag i en overskåret flaske hudholdningseddike i 14 dages tid. Fordelen ved denne metode er at metaldelene ikke tager skade, men al rusten opløses til en slimet belægning. Uanset om baskylen lå i eddiken 2 eller 5 uger ville resultatet være det samme, og længere tids eksponering ville ikke skade processen – en perfekt løsning på et projekt som kræver at der lige er hul i familiens kalender, for at man kan går videre til næste fase.

Resultatet af denne del af hele renoveringsprocessen var det, der overraskede mig mest! Baskylen fremstod pletfri med klart optrukne graveringer i sit matte look efter grundig afvaskning og oliering. Ikke en eneste rustplet var at se. Ved denne behandlingsmetode er det dog enormt vigtigt at man får vasket eddiken grundigt af metallet og derefter behandlet baskyle og beslag gentagende gange med våbenolie – ellers vil rusten komme aggressivt tilbage. Blånering af løbet Løbet behandlede jeg med et Birchwood Casey Perma Blue sæt som både rummede opløser til den gamle brunering, fedtfjerner så løbet bliver klar til blånering, og selve blåneringsvæsken. Det var en overraskende let proces, og der var mange gode tutorials på youtube til denne proces bl.a. denne (https://www.youtube.com/watch?v=RNYIJPwqbdA).

Timers arbejde fuldendes… Hvilken tilfredsstillelse det var at kunne samle hele geværet efter utallige timer, frustrationer og søgen på nettet efter gode løsninger. Jeg har igennem arbejdet fået endnu større respekt for processen, men er på ingen måde blevet afskrækket af denne. Fruen blev meget glad for geværet, og det står nu i våbenskabet som et smukt trofæ over mange timers udfordrende arbejde, og som et kært minde om den gæve jæger, som engang skød harer i Sønderjylland med denne. Billeder af det færdige projekt: