En fødselsdagsgave fra Steens kone gav os tre jagtdage i Slovakiet med både anstands- og drivjagt med lokale slovakker… Og en fest!
Drivjagten var et fint velorganiseret setup. Min første post var på jorden i en stor, åben bøgeskov med frit skud fremad og bagud i en veldefineret sikkerhedsvinkel. Spændingen steg hurtigt, da der blev afgivet mange skud af driverne og hundeførerne, mens drevet var i gang, men der kom hverken svin til mig, skytterne ved siden af eller til Steen. Vi mødtes og nød det usædvanlige gode vejr for årstiden, mens driverne samlede de nedlagte dyr, og hundene fik et hvil, inden det gik løs igen.
Fra alle retninger
Anden såt bød på bedre chancer. Da vi blev sat af, glædede jeg mig over, at Steens post så særlig lovende ud på grund af et bredt skudområde med fint udsyn til en bred veksel. Til gengæld stod det skydetårn, jeg fik anvist, i skarp kontrast til tårnet fra dagen før. Det var et gammelt og meget trængt skydetårn, hvor knæene ramte mod fronten. Det var ikke bredere end min riffel og med ret små skydevinduer. Foran tårnet havde jeg skudmulighed i en lille lysning, samt i to åbninger i terrænet skråt fremad til begge sider adskilt af tæt slåenkrat. Med andre ord skulle der reageres på et splitsekund for at få nok sving i riflen, inden grisen var væk i det tykke buskads igen. Der var på denne post meget mere at være opmærksom på, da vildtet og for den sags skyld kunne driverne komme fra alle retninger.
Skud til løbende gris.
Ved posterne længere fremme i kæden var der enorm stor skudaktivitet. Aktiviteten flyttede sig langsomt hen imod mig, og pludselig kom en større gris spurtende tværs igennem begge terrænåbninger med fast kurs mod sikkerheden i de tætte slåenbuske. For hurtigt til at jeg kunne få sving i riflen, men lige nok til, at jeg fik fornemmelse af hastigheden, før den næste fulgte lige i halen på den. Anden gris fulgte jeg med riflen til anden åbning i buskene og kunne levere den. Ét skud – én gris – sikke en start på dette drev!
Helt så let gik det ikke med den næste skudmulighed. To vildsvin kom igen lige efter hinanden fra en noget mere skæv vinkel, hvilket betød, at det var nødvendigt at skifte skydeskår, og det ødelagde chancen for at afgive et forsvarligt skud.
Herefter fulgte en stille periode, hvor jeg sad og nød adrenalinen, som suser igennem kroppen, når man skal holde sig klar til at agere i løbet af få sekunder.
Pludselig hørte jeg en puslen lidt nede ad bakken til højre for mig.
Jeg forsøger at vride mig rundt til et skud fra min venstre skulder, men kan ikke vende mig nok.
Ud af øjenkrogen kan jeg se en flot, højrød ræv komme listende ud af skoven og kigge direkte på mig på blot 20 meters afstand og forsvinde, før jeg kom til skud.
Resten af drevet ærgrede jeg mig mere over, at jeg ikke fik ræven end de to grise, der gik fri. Ræv på drivjagt er noget helt specielt.
Da jeg igen mødtes med Steen, fortalte han ivrigt om, at han havde haft mulighed for skud på et enkelt vildsvin, men i en uheldig vinkel uden kuglefang.
Foto eller fornøjelse
Under og efter jagten havde jeg flere gange lyst til at forevige stemningen og jagtoplevelsen med mit kamera, men det er en svær balancegang at bevæge sig på grænsen mellem at være gæst og jagtturist. Jeg nåede eksempelvis ikke at tage billeder af det vildsvin, jeg skød, da driverne tog det med, da de kom forbi det på drevet. Bagefter lå det kort tid som ét af mange, sammen med resten af dagens jagtudbytte, inden det hurtigt blev hængt på køl på grund af varmen.
Efter to gode og lange drev blev det endelig frokosttid, og vi bumlede tilbage igennem skoven i de store lastbiler. Vel hjemme på fårefarmen blev vi modtaget med et lækkert traditionelt slovakisk frokostbord med kogte pølser, delikat vildsvinesuppe og masser af hvidt brød og herefter kaffe og hjemmelavet brændevin.
Angrebet
Under frokosten var der store armbevægelser og genfortælling af jagtsituationerne. En af driverne hører to hunde gø ved et tæt krat. Han går ned på alle fire for at se ind under buskene, hvilket ikke var særlig ansvarligt. I samme øjeblik bliver han angrebet af en stor keiler, som går direkte efter brystkassen og vælter ham omkuld. Heldigvis får driveren det ene ben op under grisen og sparker den væk, hvorefter han lige kan nå at aflevere tre skud hurtigt efter hinanden med sin halvautomatiske riffel og nedlægge den, inden den angreb igen. Den nåede at sprætte hans bukser og en del af hans underben op med sine lange hjørnetænder.
Hjerteligt selskab
Efter jagten blev der annonceret surprise-party for fødselaren med rigelige mængder fantastisk mad, god slovakisk vin og mere brændevin.
Steen og jeg forsøgte at holde os til øl for at have rimeligt styr på, hvad de lokale ville huske os for, men ølkrusene blev fjernet med en rynken på næsen og en munter kommentar om, at det var ”Slovakian water” og derefter erstattet med shotglas med brændevin.
Jeg tror ikke, at jeg har været til en fest med mere hjertelig stemning, hvor der blev grinet så meget – ofte på grænsen til latterkrampe. Festen bød blandt andet på en enkelt madkamp(!), traditionel folkemusik og fællessang skulder ved skulder, som vi sidst på aftenen gerne sang med på til stor morskab for alle.
Den lokale politimester insisterede i et højtideligt øjeblik på at give mig sin filthat, prydet med sølvspænde og fasanfjer. Jeg forstod aldrig helt, hvad det egentlig gik ud på, men den blev faktisk mit eneste fysiske trofæ fra turen.
Endelig!
Vi var alligevel blandt dem, der havde drukket mindst, som aftenen skred frem, men fordi vi ikke var blandt de første, der forlod festen for at vende næsen mod fårefarmen, var alle sengepladser optaget, og det resulterede i en nat tilbragt i bilen for vores vedkommende. Til gengæld var vi også de eneste, der var klar til en smuk morgenjagt.
Lidt over middag næste dag kørte Martin, Lars, Steen og jeg igen tilbage til bjergområdet i det centrale Slovakiet for turens sidste jagt på vildsvin. Tilbage i de skovklædte bjerge, blev vi igen sat af i skydetårne. Timerne sneg sig afsted, og der var god tid og stilhed til at fordøje de mange indtryk fra de tidligere dages jagt. Pludselig hører jeg skud i det fjerne og håber på, at det er Steen der har skudt.
Jeg bliver afhentet kort efter, at det var blevet mørkt, og det store smil på Steens ansigt afslører, at det endelig er lykkedes for ham!
De har markeret blodsporet, og vi kører tilbage og færdiggør eftersøgningen, mens Martin går med skarpladt riffel i tilfælde af anskydning, eller at en bjørn har fået fært af vildsvinet. Vi finder en fin keiler på cirka 130 kilo og får bæstet brækket, slæbt ud til bilen og kørt hjem til forlægning, inden vi vender næsen hjem mod Danmark.
Hele pakken
Denne tur begyndte med en god snak på IWA messen i Nürnberg og lidt skriveri over Facebook. Den første jagttur blev til nye venskaber, som medførte endnu en tur, der også kunne rumme et gammelt venskab. Så hvad var det bedste ved turen? ”Jamen, det var jo hele pakken!” – som Steen siger. Og han har ret! Selve jagten, den autentiske oplevelse, mødet med nye mennesker og indblikket i jagtkulturerne i andre lande trækker i mig igen og igen.
Jeg er bestemt ikke færdig med Slovakiet!
Andre spirende relationer har bragt mig på jagt i Sverige, Belgien og Spanien. Tænk så mange oplevelser, det kan føre med sig, hvis man tør rejse uden sikkerhed fra rejsegarantifonden og husker, at ”En fremmed er bare en ven, du ikke har mødt endnu”.
