Jeg elsker at komme nye steder på jagt – især når det er med nye mennesker og i et nyt område. Det giver mig mit adventure fix og fylder min sjæl og mit sind med glæde og spænding.
I denne weekend var jeg i Belgien og det var en helt fantastisk jagttur! Jeg fik invitationen fra en ven, jeg har mødt via Facebook. Hans navn er Stefaan Rotthier og jeg har kendt ham igennem de sidste 14-15 måneder. I vores samtaler på facebook, fandt vi hurtigt ud af, at vi havde mange ting tilfældes – især sansen for at finde godt grej. Han er også Sitka Gear fanatic.
Jagt arealet, som hans famile er tilknyttet, er ca. på 1000 Ha. Området er blevet en del af et projekt, som staten har sat igang, for at fremme drivjagt med bue, men også for at fremme sikkerheden under drivjagt med riffel. Jagten på reviret drives på to forskellige måder. Lørdag, vores første jagtdag, foregik jagten som en Silent hunt, hvor jægere sidder i tårne, på strategiske steder og driverne går i små hold på 3 mand, forskellige steder i skoven. Det får vildtet til at bevæge sig stille og roligt rundt i skoven. Det var en meget spændende og intens måde at gøre det på. Der blev afgivet skud jævnligt, og der var hele tiden vildt i bevægelse. Søndag foregik som en almindelig klapjagt med masser af larm. Her blev der afgivet rigtig mange skud lige ved drevets start og i slutningen. Begge dage førtes der nøje journal med, hvad alle havde set og skudt. Der blev tydeligvist også skudt mest vildt lørdag, på grund af den større træfsikkerhed ved den stille jagt.
I den sydlige del af Belgien, hvor jagten foregik, må man jage med bue på dispensation. Derfor var det ret specielt for mig at være med, da bl.a. vildsvin og kronhjort var jagtbart vildt – også med buen. Det ville være ret fedt, hvis der kom storvildt for.
Da jeg ankom i den lille og meget charmerende by Oigines De Tairese, mødtes jeg med Stefaan, hans familie og venner på en lille pub. Jeg fik hurtigt serveret en lokal brygget øl, som smagte fantastisk. Vi kørte lidt væk fra byen og ud i skoven til deres Chatelet (jagthytte). Det er en meget charmerende hytte, med masser af jagt minder på billeder og trofæer fra familiens jagt gennem mange år. Det er tydeligt, at jagten er en stor del af familiens liv og kultur.
Inden sengetid får jeg en grundig introduktion i, hvordan jagten vil forløbe i weekenden. Det er tydeligt at høre, at konsortiet er meget professionelt og går meget op i sikkerhed og korrekt afskydnings politik. Konsortiet er udvalgt til et projekt for staten, hvor de i en årrække skal jage udelukkende fra tårne, med en begrænset skud afstand rundt om tårnet på 50-80 m. afstand. Driverne går under jagterne spredt rundt i skoven og larmer kun ganske lidt, for at vildtet ikke skræmmes og derfor løber langt – og ofte med stor fart. Vildtet flytter sig ved denne jagtform stille og roligt rundt i skoven. Dette resulterer i mange skudchancer med god tid til, at skytterne kan afgive sikkerhedsmæssigt forsvarlige skud.
Tårnene er placeret væk fra veje og skovkanter. I områderne omkring tårnet er der yderligere ryddet buske og underskov, så der omkring hver skydetårn er naturlige lysninger, hvor dyrene vil trække hen, når de bliver trykket af driverne. I konsortiet har de en noget anderledes afskydnings politik, end vi traditionelt ser bl.a. her i Danmark. Man må skyde alle de bukke og lam man kan, men – hvis du skyder en rå, må du ikke skyde mere råvildt den dag. Heller ikke, hvis det er den første, du skyder.
Lørdag morgen mødes alle jægere og drivere på den lokale pub, hvor der er morgenmad og kaffe. Stemningen er præget af, at det er venner og familie, der er afsted, og flere har både børn og/eller ægtefælle med. Alle bliver skrevet op med navn og nødvendige papirer tjekket. Man betaler 60 euro pr. dag, og så er både mad og hjælpere til dagen betalt – de kalder det pay the hat.
Parolen bliver holdt, og jeg får oversat det hele af Stefaan. Vi trækker hver et nummer, som referer til det udleverede kort over området, hvor vi også får henvist en parkerings plads.
Jeg går til min plads i et tårn, som er placeret smukt mellem høje bøge træer og tyk underskov. Der er ryddet et areal på ca. 100 m. i bredden og 140 m. i længden, hvor tårnet står i midten. Jeg øjner straks gode og forsvarlige muligheder for skud. På jagten har jeg både medbragt riffel og bue (Xpedition Xcentric7), da der hele dagen vil blive drevet meget roligt gennem skoven, og skud med buen derfor i høj grad er en mulighed.
Der går ikke lang tid, før jeg ser de første bevægelser imellem de visne bregner, der fylder skovbunden. Det er en meget lille ræv, som kommer lige imod mig. Jeg får trukket buen, følger ræven og venter på, at den vil stoppe op. Den stopper på ca. 12 m. fra mit tårn, men her skal jeg skyde så meget nedad, at det nederste ben på buen går mod kanten på skydetårnet. Ræven skifter retning, kommer ud på ca. 20 m. og står stille igen. Jeg slipper pilen, men kan se, at den suser lige over ryggen på ræven, som løber i sikkerhed i den tætte underskov. Øv Øv Øv….
Jeg måler afstanden ud til hvor ræven stod og må erkende, at jeg havde vurderet afstanden til at være længere end virkeligheden. Det må være rævens lille størrelse, der snød mig, så jeg troede, den stod længere ude.
Det er et fast ritual for mig, at jeg måler nogle reference punkter i alle skud retninger, når jeg kommer på post, så jeg cirka ved, hvor langt der er, hvis dyret står tæt på et træ, jeg feks har målt til at stå på 20 m. Det gjorde jeg også denne gang, men kom i tvivl, da chancen bød sig.
Noget tid senere på samme post, kommer driverne tættere og tættere på, og jeg tager i stedet riflen, for hvis der kommer noget vildt til skud, vil de være i løb. Det passer mig fint at få prøvet den ny monterede drivjagts kikkert af (Vortex Strike Eagle 1-6×24) i en god jagt situation, i stedet for en træplade på skinner i Vingsted centerets træningsareal på løbende vildt bane. Da jeg kan se driverne, løfter jeg hatten og vifter med den, så de kan se, jeg har set dem. Jeg får kun lige sat hatten på plads, da en buk kommer løbende i den tætte underskov. Den skifter retning ud mod lysningen, jeg er placeret i, og jeg får god tid til at få riflen klar til skud og følger dyret. Lige da dyret kommer fri af grenene, er den på 45 m. og jeg trykker på aftrækkeren. Skuddet rammer perfekt i hjerte regionen, og bukken falder til jorden med det samme. Jeg måtte lige gennemgå situation nogle gange i mit hoved for at huske, hvordan den nye kikkert egentligt fungerede – det gik meget hurtigt. Jeg må sige, at det var en meget intuitiv måde, at bruge det lidt anderledes belyste sigtemiddel. Det faldt meget naturligt, at sigte mens dyret var i løb, og jeg kunne holde dyret meget stabilt indenfor cirklen, uden at skulle bruge ressourcer til at sigte. (Jeg laver et review af kikkerten senere, når jeg har fået prøvet og gennemtestet den.)
Da drevet er slut, kommer Stefaan frem til min post og bliver utrolig glad for at høre, at jeg har skudt en buk. Jeg fortæller om forløbet, og vi tager de obligatoriske billeder for at forevige minderne. Vi går tilbage mod bilen og kommer hen til min side mand (Frank Siedentopf), som havde posten ca. 3-400 m. fra mig. Han så noget nedtrykt ud og på trods af, at han er en ivrig og dygtig bue jæger, måtte han erkende, at han havde skudt forbi en kæmpe keiler (han vildsvin) på ca. 35 m. afstand. Jeg kunne kun forsøge at trøste ham ved at fortælle, at jeg også havde skudt forbi. Det virkede ikke helt efter hensigten, da det var den største Keiler, han havde haft skudmulighed til nogensinde. Vi forsøgte at være sympatiske i noget tid, men op af dagen blev vi nødt til at komme med nogle sjove (syntes vi selv) bemærkninger, som kunne relateres til hans situation. Vi kørte tilbage til pubben, fik en dejlige frokost og nogle gode historier fra de andre.
Efter frokosten skiftede vi lokation, og jeg fik en anden post, som så ud til at blive meget spændende. Skydetårnet stod mellem nogle spredte granner, og der var synlige spor efter vildsvin, der havde roddet skovbunden op, og der var en mudderpøl, man kunne se de havde taget bad i. Denne post var ideel til buen, da jeg havde mulighed for at trække buen, når vildtet passerede de spredte granner. Jeg kunne mærke, at min puls allerede var begyndt at stige, og mine sanser var spændt til at yde det maximale. Der blev skudt spredt rundt i skoven, og jeg hørte flere gange lyden af hvislende blade, af vildt, der løb i skovbunden. Da driverne var kommet forbi mig, stod de ca. 300 m. væk og holdt en pause. Pludselig kunne jeg se et dyr bevæge sig ganske lidt, men et sekundt efter stod den stille. Den stod inde mellem de tætte granner ca. 40 m. væk, og jeg kunne se, at den var forstyrret af, at driverne stod og snakkede længere væk. Nu var jeg ihvertfald helt vågen og klar. Dyret blev bare stående og engang imellem stampede den i jorden, som om den ville have en reaktion fra de forstyrende elementer på dens hjemmebane. Dette gjorde den indtil driverne igen satte igang, og dyret forsvandt i den forkerte retning. Denne situation varede i ca 15 min og det gav mig en smule sved på panden, selvom det faktisk var ret koldt og blæsende.
ØV ØV ØV… Så tæt på og alligevel ikke!!! Men sådan er jagt, og det er også det, der gør spændingen endnu mere intens.
Vi sluttede dagens jagt kl. 16 og kørte til samlingsstedet, hvor dagens udbytte blev lagt op til parade og fremvisning. Hver enkelt jæger, der havde skudt skulle frem og stå bagved de dyr, de havde nedlagt. Manden, som havde ansvaret for dagens jagt, gennemgik dagen og dets højdepunkter. Her blev der nævnt flere sjove episoder og uddelt kammeratlige jokes. Hver enkelt jæger fik en meget højtidelig hilsen, hvor man får overrakt en grankvist med et strejf af dyrets blod på. Gran kvisten placeres på jagtlederens hat, som han står med i hånden og jeg tager selvfølgelig også min hat af og tager imod, da hilsenen lyder Weidmanns heil og jeg svarer Weidmanns dank.
Efter paraden mødtes vi igen på pubben. Så kom der igen Belgisk, lokal brygget øl (Duvel) på bordet og stemningen var høj. Sent på aftenen omkring kl. 21.00 fik jeg at vide, at den lille gruppe af Stefaans familie, havde bestilt bord på en nærliggende restaurant. Det lød super lækkert, ikke mindst fordi jeg var mega sulten og kunne spise hvad som helst. Dog blev jeg lidt betænkelig ved, at jeg havde ikke taget andet tøj med end jagt tøj. De sagde, at det gjorde absolut ingenting, da det bare var en lille restaurant med 2 eller 3 michelin stjerner. Jeg fandt noget ikke-camoflage tøj frem og tog med på restauranten alligevel. Det er jeg glad for, at jeg gjorde. Det var en helt fantastisk middag, der bød på frølår og inderfilet af vildsvin og krondyr i den skønneste tænkelig sauce.
Næsten udhvilet efter gårsdagens besøg på pub og restaurant, stod vi op til meget dårligt vejr søndag, med vind af stormstyrke og silende regn. Deltager antallet var også skrumpet en smule og nok til at the director for konsortiet, kom med en bemærkning om, at de fremmødte ville blive belønnet af St. Hubertus. Søndagens jagt ville forestå på ganske traditionel vis, hvor jægerne står på række ved en sti eller skovvej og driverne larmer med horn, flag og alt, hvad der kan slå og larme. Vi trak igen et nummer, der ville referere til 4 poster på et nyt revir. Jeg fik dog intet vildt forbi mine poster, selvom jeg fik fortalt og advaret om, et par stykker af posterne ville blive hektisk, hvis det gik, som det plejede. Jeg nød virkelig at komme rundt på meget forskellige og varierende poster med ny natur og masser af indtryk. Ingen af posterne lignede hinanden. Der var hele tiden nye forholds at tage hensyn til og være opmærksom på. Jeg kiggede efter dyreveksler indenfor mine skudvinkler, og de er aldrig ens placeret. Nogle er snoede og andre er mere lige. Når du står på så vidt forskellige poster i afvekslende natur, er det vigtigt at iagttage, hvordan dyrene bevæger sig det enkelte sted. Det vil øge dine chancer for at afgive et succesfuld skud. Nogle poster har du god tid til at spotte dyret og andre, skal du være meget hurtig. Hvis du står på en post, hvor du vil komme til at afgive hurtige skud, er det en god idé at gennemtænke nogle situationer, hvor du vælger ikke at skyde. Det vil øge dine chancer for et godt skud, når du har elimineret de situationer, du ikke vil skyde i. Fordi du har mere overskud til at koncentrere dig om skuddet, når du ved, at denne situation er en af dem, du gerne vil tage. Sådan forbereder jeg mig ihvertfald, inden adrenalin kan friste en til at tage et usikkert skud, eller jeg bliver overrasket af et dyr uden at være klar. Det lyder som en pessimistisk indstilling, men jeg ser det mere som en afgrænsning af, hvordan jeg ved med mig selv, at jeg kan stå inde for det, jeg laver, og udbyttet af det.
Jeg kan godt lide, når man er overgivet total til sine sansers formåen, signaler og kommunikation imellem hjerne og muskler. Når man står på sådan en post i en traditionel driv jagt, hvor driverne larmer mest muligt og hundene har bjælder på, er det ret intenst, når man kan høre driverne nærme sig og hundenes gøen bliver mere ivrig. Så stiger pulsen, øjnene afsøger hver eneste lille plet og fanger hver eneste bevægelse fra grene og blade, der falder fra træerne. Flere gange opdager jeg, af mine sanser opfanger en bevægelse og musklerne spændes for at løfte riflen, men afbrydes af realiteten om, at det endnu engang bare vare et blad, der faldt fra et træ eller en sort sten, der lignede et vildsvin.
Dagen sluttede med en dejlig middag i konsortiets jagthytte. Der var en god stemning i hytten, hvor der var åben ildsted, og det duftede af bål og lækker mad. Jeg tror, det er det bedste måltid, jeg har fået længe og den øl, jeg fik til, blev nydt ud over det sædvanlige. Jeg var dejlig træt og meget sulten, da deres croissanter, vi fik til morgenmad, ikke helt passer ind i min dagsrytme og behov for energiindtag om morgenen. Det var dog også lidt trist at vide, at nu var det slut. Det blev dog lidt bedre efterhånden, som folk kom forbi efter måltidet og sagde farvel og på gensyn. Flere insisterede på, at jeg gerne måtte komme igen. Det syntes jeg var dejligt og opmuntrende at vide. Så har jeg da ikke gjort et dårligt indtryk på vegne af de danske jægere.
Efter den dejlige middag i jagthytten, kørte vi hjem til Stefaans families Chatelet for at pakke og gøre rent. Derefter gik det mod nord til Stefaans hjem for at få en god nats søvn, inden jeg skulle køre hjemad mandag. På vejen hjem gik tankerne hele tiden på alle de mange oplevelser og situationer, hvor vi havde det sjovt og de forskellige historier, jeg havde hørt i løbet af weekenden. Vejen hjem føltes ikke særlig lang pga de mange tanker og gode oplevelser, som blev gennemgået igen og igen i tankerne. Der var også god tid til at drømme om nye eventyr og oplevelser for fremtiden. Da jeg kom hjem og fik givet familien kæmpe krammere, kunne jeg oprigtigt sige, at jeg havde haft en fantastisk weekend og følte mig mere levende og hel. For mig er det at komme på jagteventyr bare den bedste medicin og helse for krop og sjæl. Nu mindes jeg denne tur og andre lignende ture og tænker på, hvordan og hvornår jeg kan komme afsted næste gang.
